‘Valhalla’: Fenar Ahmads fantasyfilm er en nordisk fryd for øjet
I 2017 gav Fenar Ahmad dansk film en tiltrængt saltvandsindsprøjtning med gangsterthrilleren ‘Underverden’. Uden at ryste på hånden blandede instruktøren actionfilmens brutalitet og nerve med den hårdkogte realisme, der også kendetegnede debuten ‘Ækte vare’.
Resultatet var et hæsblæsende helvedesridt gennem Københavns kriminelle underverden, som hamrede den pointe fast, Nicolas Winding Refn lagde bunden for med ‘Pusher’ 21 år tidligere: Genrefilm kan godt blomstre blandt folkekomedier, køkkenrealisme og historiske dramaer.
Med filmatiseringen af Peter Madsens 40 år gamle tegneserie ‘Valhalla’ forsøger Fenar Ahmad nu at puste nyt liv i en helt anden genre, som altid har haft det umådeligt svært herhjemme: fantasy.
Nikolaj Arcels ‘De fortabte sjæles ø’ (2007) og ‘Skammerens datter’-filmene er gået forud som hæderlige forsøg på at bringe dansk fantasy ud til et bredt publikum, men ellers har genren ligget som en halvdød sild og gispet efter vejret i udkanten af det danske filmlandskab.
Og det er forståeligt nok, at de danske biografer ikke bugner over af alternative verdener og magiske væsner. Risikoen for at ende som en ubetydelig dråbe i den syndflod af fantasy-film, Hollywood skyller ind over de danske biografer måned efter måned, er enorm.
Hvis lokal fantasy skal få succes på disse breddegrader, skal den turde stå på egne ben og omfavne sine skandinaviske rødder og mytologi, som man blandt andet har set det med norske ‘Troldjægeren’. Den skal tilbyde noget, publikum ikke kan få fra Hollywood. Og det gør Fenar Ahmads ‘Valhalla’ faktisk også – i hvert fald et godt stykke hen ad vejen.
Filmen er baseret på Peter Madsens tegneserier af samme navn om mødet mellem menneskene og guderne i den nordiske mytologi – og særligt Madsens egen tegnefilmklassiker fra 1986. Her følger vi menneskebørnene Røskva og Tjalfe, der bliver taget med som trælle til Valhalla af tordenguden Thor. Senere får de selskab af den udstødte Quark, som de forsøger at levere tilbage til de farlige jætter i Udgård.
Hvor den oprindelige tegnefilm havde humoren i højsædet, trækker Fenar Ahmad og manuskriptforfatter Adam August – som han også skrev ‘Underverden’ med – handlingen i en mere dyster og episk retning.
Væk er de fjollede fløjtemelodier, den gakkede ædekonkurrence (som jeg til det sidste krydsede fingre for ville dukke op) og de mange opfindsomme, visuelle gags fra tegnefilmen. Det kan godt være, at Fenar Ahmad med ‘Valhalla’ bevæger sig op fra Københavns kriminelle underverden og ud i naturen, men han tager noget af mørket med sig.
Da menneskebørnene Røskva (Cecilia Loffredo) og Tjalfe (Saxo Moltke-Leth) ankommer til Asgård, er sammenholdet mellem aserne splittet til atomer, og den gigantiske Fenrisulv truer gudernes mægtige hjem. I kulissen lurer også den magtfulde jætte Udgårdsloke (Uffe Lorenzen fra Spids Nøgenhat), som ønsker at udløse Ragnarok og lægge både gudernes og menneskenes hjem i ruiner.
I modsætning til Marvels ‘Thor’-franchise, der er proppet med vilde og farverige computereffekter, har ‘Valhalla’ begge ben solidt plantet i den nordiske muld. Filmen er primært optaget on location, og de storslåede landskaber får ikke blot filmen til at fremstå episk, men giver den også en stoflighed og en realisme, som til tider savnes i Hollywoods hyperstiliserede fantasyuniverser.
Den store regnbue, der forbinder menneskenes verden med gudernes, er fantastisk flot udført, og det samme kan i den grad siges om Fenrisulven. Effektmagerne fra Bacon X brugte et halvt år på at vække den digitale kæmpeulv til live, og det har været alle anstrengelserne værd. Aldrig før har computereffekter i en dansk film stået så knivskarpt og fungeret så overbevisende som her.
Men hvor ‘Valhalla’ lykkes rent visuelt – og lydmæssigt i form af Jens Ole McCoys smukke og storladne score – kniber det med at få handlingen og karaktererne over målstregen. Filmen har så travlt med at sparke eventyret i gang, at man ikke når at lære de to søskende Tjalfe og Røskva at kende. Thor (Roland Møller) og Loke (Dulfi Al-Jabouri) ankommer allerede til deres families faldefærdige hytte fem minutter inde i fortællingen. På det tidspunkt ved vi, at Tjalfe er god til at hugge brænde, og at Røskva fordriver tiden med at stable sten oven på hinanden, mens hun drømmer om større ting.
Deres særegne personlighed, motivationer og indbyrdes forhold fremstår lige så grumset som den fiskesuppe, de spises af med til aftensmad, og særligt Tjalfe manifesterer sig aldrig som mere end et anonymt tandhjul, der skal drive det episke eventyr fremad.
Hvor det i ‘Underverden’ lykkedes Fenar Ahmad at skabe mindeværdige karakterer med klare motivationer, kryber persongalleriet i ‘Valhalla’ desværre aldrig rigtigt ind under huden. Kun forholdet mellem Thor og Røskva har en klar fremdrift og øjeblikke af følelsesmæssig resonans.
At Quarks rolle (spillet af musikproduceren Reza Forghani) er reduceret kraftigt, giver god mening i forhold til den mere alvorlige tone, Fenar Ahmad går efter, men man kunne godt have brugt en smule mere af den humor og charme, som gjorde tegnefilmen så højtelsket. En scene, hvor Quark og Røskva spiser svampe, er et af den slags søde og drømmeriske interludier, som måske kunne have blødt lidt op for gudernes patosfyldte replikker, der bliver sagt med en røst så afgrundsdyb, at det til tider bliver ufrivilligt komisk.
Man savner flere ‘Ringenes herre’-agtige vandringsscener, der giver historien og karaktererne plads til at ånde. Særligt sidste akt, der ellers er imponerende lavet, har for travlt med at komme i mål, og som publikum sidder man tilbage med følelsen af, at der mangler nogle mellemregninger undervejs. Hvorfor ønsker Udgårdsloke at skabe Ragnarok? Og hvordan vil den store jætte præcist få gudeverdenen til at gå under?
Når filmen alligevel akkurat kommer i land, skyldes det de episke kamerature gennem den skandinaviske natur og de spektakulære praktiske og digitale effekter. Det er en fryd for øjet.
Kort sagt:
Fenar Ahmads rejse fra det kriminelle undergrundsmiljø i København til de nordiske guder forløber ikke uden problemer, men med ‘Valhalla’ vrister han alligevel tordenguden Thor og resten af Asgård ud af hænderne på Marvel og laver den flotteste danske fantasyfilm nogensinde.
Læs også: Fenar Ahmad går fra mørket til naturen, men: »’Valhalla’ er stadig lavet med hiphopånd«