Gruff Rhys

Gruff Rhys har godt kog i gryden for tiden. Efter en ekspedition i Sydamerika, som sidste år fremavlede et bizart album i selskab med tv-reparatøren(!) Tony da Gatorra og dokumentaren ‘Separado’ om Super Furry Animals-forsangerens forsøg på at opspore en glemt gren af sin slægt i Patagonien, er han nu klar med endnu et soloalbum.

Rhys’ hyggelige og rare sangstemme gelejder her lytteren igennem en stribe bløde, cinematiske, mildt psykedeliske og gennemgribende behagelige popsange. Titlen refererer til den syndflod af bittesmå gratis shampooflasker og andet luksus-loot, waliseren har hamstret, mens SFA turnerede verden tynd.

Som sådan repræsenterer det også fint det spraglede patchwork, Rhys her er nået frem til. Her lyder enkelte skæringer, specifikt ‘Rubble Rubble’ og ‘Patterns of Power’, som fuldbyrdede og småsyrede SFA-outtakes, mens andre med rullende jazzrytmik og rige orkestreringer med strygere og kontrabas mere minder om Rhys’ tidligere så hjemmesko- og pyjamasklædte solooutput. Det gør albummet til hans mest afvekslende hidtil.

Indimellem bliver karbad-og-avis-hyggen så komfortabel og ufarlig, at det bliver søvndyssende. ‘Sophie Softly’ og den hverdagstrivielle ‘Take a Sentence’ står for albummets behagesyge lavpunkter, som kunne akkompagnere en te-og-kiks-scene i ‘EastEnders’. ‘If We Were Words (We Would Rhyme)’ og ‘Space Dust’’er tæt på at skvatte i samme fælde men redder næseskindet med rutineret charmerende og sødmefuldt romantiske undertoner. Og så hjælper det, at der findes klassepop som singleforløberen ‘Shark Ridden Waters’ og den bittersøde ‘Vitamin K’ som modvægt.