’Hjem til jul’: Lummerfræk Netflix-serie har Ghita Nørby som kirsebærsovs på toppen
At se den norske juledramedy-serie ’Hjem til jul’ er som at svøbe sig i et syntetisk fleecetæppe, iføre sig en julerød onesie, hoppe i de åndssvage rensdyrsutsko med gevir og slubre varm kakao med pastelfarvede skumfiduser på toppen. Det er for meget, men det er altså også meget hyggeligt.
Julekoselig, om du vil.
Sådan noget med sne, flirteri, familiebøvl, venindehygge og julefrokost gone wild. I centrum for det hele står Johanne (Ida Elise Broch), seriens karismatiske og øjeblikkeligt tiltalende hovedperson. Den 30-årige kvinde knokler på som sygeplejerske med ekstravagter og udsigten til en juleaften, hvor hun for hvem-ved-hvilket-år-i-træk også lige tager dobbeltvagten. Det er de barnløse singlers lod i livet, forstås.
Til 1. december-julefrokost i familiens skød bliver Johanne som vanlig placeret ved børnebordet og morens barnebarnshungrende spørgen ind til datterens kærlighedsliv bliver simpelthen for meget. Ud af munden på Johanne sprutter et desperat »Jeg har fået en kæreste!« og før hun ved af det, har hun lovet at tage ham med juleaften.
Johanne har med andre ord 24 dage til at støve en kæreste op, hvis hun ikke skal tabe ansigt og for evigt være forvist til børnebordet for sørgelige singler. Heldigvis står både kollegaer, patienter (heriblandt en veloplagt Ghita Nørby) og samboen Jørgunn (Gabrielle Susanne Solheim Leithaug) klar med assistance og mere eller mindre gode råd. Så Johanne kaster sig hovedkulds ud i datingapps, julefrokostflirt og speeddating. Cue montagescene af håbløse mænd, der rigeligt karikeret portrætteres som enten computerspilnørder, morafhængige, blærerøve eller bare overivrige. Nej tak. Måske er der mere held med app’en? I hvert fald hvis Jørgunn pimper Johannes profil og udvider aldersinteressen. Og straks står kandidaterne i kø.
Sådan suser ’Hjem til jul’ over skærmen i friskt kælketempo. Ikke synderligt originalt, men rart velkendt, lidt lummerfrækt og med sikker hånd.
Bag serien står den rutinerede instruktør og teatermand Per-Olav Sørensen. Han har tidligere instrueret NRK-serierne ’Halvbroderen’ (også med Ghita i diva-rolle), den udenrigspolitiske actionbasker ’Nobel’ og det historisk krigsdrama ’Kampen om tungvandet’, der takket være internationale co-produktionsmidler var en imponerende flot serieoplevelse.
’Hjem til jul’ er også indbydende vinterflot med dynesne og varmt julelys, lidt på samme måde som i ’The Holiday’ (Nancy Meyers, 2006) eller ’Little Women’ (Gillian Armstrong, 1994), hvor mængden af sne og knitrende pejseild er altafgørende julehygge-faktorer. Udendørsscenerne i ’Hjem til jul’ er indspillet i UNESCO-byen Røros, der med sine nærmest middelalderlignende husfacader og historiske schwung agerer gennemført hyggeligt bagtæppe for Johannes halsbrækkende kærestejagt gennem de gamle gader og på skibakkerne.
Titlen på serien er herligt dobbelttydig. At komme hjem til jul er både frygteligt og frygtelig dejligt. Se bare på Ida Elise Brochs mildt anstrengte ansigtsudtryk på ’Hjem til jul’-plakaten. En slags 1:1-spejling af alle de følelser, det kan vække i et ellers selvstændigt og succesrigt ungt menneske, når de sidder om julebordet, og alle øjne hviler på dem. Gulp.
Sådan prikker Per-Olav Sørensen halvdrilsk til både kernefamilie- og parforholdsidealet og ophøjer i stedet venindeforholdet. Både til den elskelige klodrian Jørgunn og Ghita Nørbys no bullshit-KOL-patient, der sprudler af livsvisdom og oser af diva. Selv i uklædeligt patienttøj.
’Hjem til jul’ får fire julestjerner. Én fordi jeg bare er i julehumør. Én fordi Ida Elise Broch til perfektion mestrer balancegangen charmerende skråstreg opgivende. Én fordi flirten med en ældre sygeplejerskekollega (Line Verndal) er ægte julefrokost-fræk. Og én fordi Ghita Nørby gør alt særdeles seværdigt. Selv en tilsyneladende letbenet, norsk juleserie.
Kort sagt:
En hvid juleløgn udvikler sig til en helt igennem koselig serie i ’Hjem til jul’. Og Ghita Nørby er kirsebærsovsen på toppen.