Harry Styles er for tiden på en omfattende charmeoffensiv med sit nye soloalbum ‘Fine Line’ – med alt hvad det indebærer af tv-optrædener og koncerter rundt omkring.
I går lagde han så vejen forbi BBC’s Live Lounge, hvor han traditionen tro spillede et cover. Styles havde til anledningen valgt intet mindre end Lizzos feel good-banger ‘Juice’, og selv om det muligvis lyder som en lidt umage blanding, så rammer Styles alligevel Lizzos karakteristisk selvelskende ånd meget godt med sit mere rockede cover. Særligt c-stykket med teksten »Somebody come get this man / I think he wanna be way more than friends«, bringer med god grund smilet frem på Styles’ og tilskuernes læber.
Coverversionen er da heller ikke gået Lizzos opmærksomhed forbi, og hun retweetede i går et klip fra Styles’ livesession med den simple caption»Smelter«.
Udover ‘Juice’ spillede Styles selvfølgelig også sine to singler, ‘Lights Out’ og ‘Adore You’, og sågar et lille julecover af Paul McCartneys spøjse højtidsklassiker ‘Wonderful Christmastime’ med masser af kor og en habil falset.
*melts* ?? https://t.co/d9YwKMMxzI
— Feelin Good As Hell (@lizzo) December 18, 2019