tUnE-yArDs

Det er et mærkeligt, men alligevel ekstremt indbydende og fantasifuldt univers den amerikanske sangerinde Merrill Garbus alias tUnE-yArDs vrider, snurrer og hoppebolder sig frem til på sit andet album. Garbus er barnet, der har fået lov til at gå amok i sine forældres kælder, mens hun er alene hjemme. Her slår hun på potter og pander, spiller på piskeris, plastiktrompet, legetøjskeyboard og ukulele. Mens hun drømmer om at være Bob Marley eller Missy Elliot. Sådan lyder det i hvert fald.

Hiphop blandes med rastafari-brøl, lo-fi-stemning, følsom godnatsang og skæv og snørklet artpop. Det ville selvfølgelig alt sammen være enormt irriterende, hvis ikke det var fordi, Garbus rent faktisk har talent og kan skrive melodier og arrangementer, der sætter sig fast. Hør bare den seks minutter lange ‘Wolly Wolly Gong’, der kombinerer et støvet elektronisk beat med lidt slatten percussion og raslende autentisk lo-fi-atmosfære, inden det gentagede spinkle guitar-lick forvandler sig til ren dur, barnlig idyl og uskyldigt drømmeland.

Med tUnE-yArDs er det imidlertid også som med så megen anden eksperimenterende pop: Man aner noget søgt, noget kunstlet og noget ‘nu-skal-I-høre-hvor-mærkeligt-det-her-instrument-lyder’. Alligevel tipper det aldrig over. Det gør det ikke, fordi Garbus insisterer på at være sig selv. Hendes musik og projekt føles troværdigt og umiddelbar. Hun er på trods af sine 32 år stadig bare et barn, der er alene hjemme og har glemt tid og sted.