’Cheer’: Cheerleading er neglebidende spændende i ny Netflix-serie – men hvor er den kritiske vinkel?
De fleste forbinder sikkert mest cheerleaderen med den klassiske stereotyp fra highschool-film: Den populære, smukke og rige pige, der bærer sin uniform som et statussymbol og er kærester med anføreren for football-holdet.
Men cheerleading er andet og mere end det, får vi at vide allerede i løbet af de første minutter af Netflix’ dokumentarserie ’Cheer’. Manden bag serien, Greg Whiteley, står også bag Netflix-dokumentaren ’Last Chance U’ om et amerikansk collegefootball-hold. Og det er tydeligt, at formålet med ’Cheer’ er at vise, at heppekorsdisciplinen kræver lige så meget hårdt arbejde og fysisk og mental udholdenhed som de mere ansete sportsgrene, cheerleaderne traditionelt agerer pauseunderholdning for.
Man skal ikke ret langt ind i den seks afsnit lange serie, før man er fuldkommen overbevist. Det er på én gang umuligt at se på og umuligt at tage øjnene væk, når de unge atleter udfører de krævende rutiner. Og som var det Danmark, der spillede en afgørende fodboldfinale, var jeg nødt til at stå op for at udholde spændingen ved seriens store afsluttende opvisning.
Det er da heller ikke et hvilket som helst hold, vi følger: Det tilhører Navarro College, en skole placeret i en lille flække i Texas, som med sit utal af mesterskabstitler er det førende cheerleaderhold i USA. Men de to seneste år har de måttet se sig slået af deres nabocollege, så der er meget på spil, da vi støder til dem midt i forberedelserne til årets mesterskab.
Ambitionen er fejlfrit at gennemføre en stramt koreograferet rutine på to minutter og femten sekunder med løft, sprint, kast, saltoer og ikke mindst den vanskelige menneskepyramide. Det meste af serien foregår i en idrætshal, hvor vi får et indgående kendskab til, hvor meget det kræver at nå målet. Når vi ser rutinen i slowmotion, ligner det en perfekt samarbejdende helhed, og bevægelserne ser glatte og elegante ud. Men snart efter zoomes der ind på de enkelte dele, så vi kan se de forvredne ansigter, og via mikrofoner i træningstøjet kan vi høre, hvordan det lyder, når man griber nogen, der kommer flyvende tre meter gennem luften – og hvordan det lyder, når man ikke griber dem.
For de mange vundne mesterskaber har en pris, som betales med brækkede knogler og forvredne skuldre. Og det er en præmis, som serien forholder sig temmelig passivt over for.
Efterhånden som vi lærer cheerleaderne at kende, viser det sig, at de fleste befinder sig meget langt fra toppen, når det gælder samfundspyramiden. Der er Jerry, holdets humørspreder, som i sin barndom levede af food stamps og bor hos nogle venner, fordi hans mor døde af lungekræft. La’Darius har ligeledes en stor personlighed, men han er vokset op i et slags improviseret børnehjem og har taget mange knops for at skille sig ud med sin væremåde og seksualitet. Og Lexi nåede at få en voldsdom på samvittigheden, inden hun valgte at kanalisere sin energi ind i cheerleading.
Den eneste grund til, at de nu er på college og ikke på gaden, er træneren Monica Aldama. Hun så, at de var uslebne diamanter, og gav dem en chance. Og ved hjælp af struktur og tough love har hun lært dem at udnytte deres fulde potentiale. Hun er – som de selv siger – næsten som en mor for dem.
Det er den ene fortælling.
Men der er også en anden fortælling, som ’Cheer’ ikke tildeler nær så meget opmærksomhed. Den handler om det magtforhold, der opstår mellem en stålsat træner og unge atleter, der ikke har andre steder at tage hen.
Vi ser igen og igen, hvordan cheerleadere med bøjede ribben, rygsmerter eller det, der er værre, deltager i træningen, selvom skolens sportslæge fraråder dem det. Én får sin femte hjernerystelse, en anden græder under hver træning og bliver skrottet af selvsamme grund. Nogle gange er det Monicas eksplicitte ordrer, at de skal fortsætte trods deres skader. Men ofte behøver hun ikke sige noget: Der er en kultagtig enighed om, at man vil gøre alt for Monica.
Og den kult er alle medvirkende – fra den lokale politibetjent til assistenttrænerne og de gamle cheerleaders, der pludselig dukker op – også med i. Monica bliver besunget som en helt, der næsten ikke kan sætte en fod forkert.
Der er bare det ved cheerleading, som det i forbifarten bliver nævnt, at det er den sport, hvor flest kvindelige atleter kommer alvorligt til skade. Men det er ikke noget, hverken trænere eller forældre på noget tidspunkt hæfter sig ved. Eller noget, serien tvinger dem til at forholde sig til.
’Cheer’ har nemlig selv meldt sig så meget ind i kulten, at den glemmer at stille de kritiske spørgsmål.
Kort sagt:
Sportsjournalistikken er kendt for ikke at stille kritiske spørgsmål, og det er dokumentarserien ’Cheer’ et godt eksempel på. Til gengæld viser den, at cheerleading er lige så neglebidende spændende som alle de sportsgrene, den traditionelt agerer heppekor for.