The Duke Spirit

På deres lirede hjemmeside poserer engelske The Duke Spirit med artefakter som Modern Lovers første LP, Bill Drummonds bog ’45’ og et Gallon Drunk-album. Et sympatisk band, med andre ord. De har haft moderat succes med debutalbummet ‘Cuts Across the Land’, der lige sneg sig ind på sidstepladsen på den engelske top 40, fik et vift af hype i NME og sågar indbragte opvarmningstjenester for navne som Queens of the Stone Age, Razorlight og Mercury Rev.

Opfølgeren ‘Neptune’ er på alle måder et ambitiøst forsøg på hæve sig ud af limboet mellem undergrund og berømmelse. Albummet er langt bedre produceret og mere velspillet. Adskillige skarpe hjørner er filet af. Bandet har forsøgt videreudvikle deres lyd til mere end fandenindvoldsk garagerock med især stilfærdigt stenede sange ikke så langt fra Mazzy Star. Lidt overraskende egentlig, taget i betragtning at det er Queens of the Stone Age’s producent Chris Goss bag roret. Men igen, alt sammen meget sympatisk.

Den vippende Motown-soul på ‘My Sunken Treasure’ er rigtig fin. De løst marcherende trommer på ‘Dog Roses’ ligeså. ‘Into the Fold’ er en rigtig frækkert af en sang! Men kun tre sange, der hæver sig over det ordinære, er alt for tyndt. Der skal flere af den slags sange til. Ellers går jeg hurtigt fra sympati til apati.