Scout Niblett

Britiske Scout Niblett er i åndelig familie med hårdtslående kvinder som PJ Harvey og Cat Power, hvor den hudløst ærlige lyrik og hjerteskærende levering af denne, er det helt centrale i sangene og instrumenteringen noget sekundært. Scout Niblett får på sit fjerde album oven i købet hjælp fra Will Oldham (alias Bonnie ‘Prince’ Billy) i fire duetter, og det burde borge for kvalitet.

Singlen ‘Kiss’ er da også en flot sang, hvor Niblett og Oldhams vokaler kæler for hinanden i et gribende samspil. Et par andre gode momenter yderligere er der da også på pladen, men her stopper det også. Ideen er ellers god: At barbere musikken ned til det allermest basale – en enkel trommerytme, nogle få guitarakkorder – og så ellers lade teksterne bløde. Problemet med Scout Niblett er bare, at på trods af alle de store følelser, fænger det bare ikke rigtigt. Mest fordi det samme tema gentages igen og igen og i samme langsomme tempo.

‘Baby Emma’ skal formentlig være en stærk sag, men fremstår mest af alt som en gang irriterende skrigeri. Der ligger en potentielt god plade gemt her, men teksterne er ikke gode nok til at kunne stå så alene.

Scout Niblett. 'This Fool Can Die Now'. Album. Too Pure/Playground.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af