Den tidligere ‘American Idol’-stjerne Jennifer Hudson vandt en Oscar for sin filmdebut i musicalen ‘Dreamgirls’, og nu går hun på Oscar-jagt igen i rollen som ingen ringere end Aretha Franklin i den kommende film ‘Respect’.
De store musikfilm brager igennem i disse år, fra ‘Bohemian Rhapsody’ til ‘Rocketman’ og ‘Judy’, som alle har ført Oscar-statuetter og -nomineringer med sig, og ud fra den første trailer at dømme lugter man altså også guld med den stortanlagte nye biopic, der følger The Queen of Soul, fra hun startede som gospelsanger i Detroit, og ikke mindst skildrer hendes kamp for at blive respekteret som kunstner.
Forest Whitaker spiller Arethas far i filmen, der er Liesl Tommys debut som instruktør, mens også Mary J. Blige, Marlon Wayans, Tituss Burgess og Marc Maron er på rollelisten.
Aretha Franklin var sidste år biografaktuel i koncertfilmen ‘Aretha Franklin: Amazing Grace’.
‘Respect’, der lader til at ramme zeitgeisten med det aktuelle fokus på sortes rettigheder, får premiere 14. januar næste år.