Apartment

Den efterhånden noget sagnomspundne Jeff Buckley har efter sin død fungeret som en stor inspirator for utallige bands og soloartister. Sådan hænger det også sammen for David Gaggiari, der er frontmand i Apartment. Men i stedet for blot at lytte til Buckleys plader og danne sit musikalske udtryk derfra, lykkedes det Gaggiari at spille til Mary Guiberts årlige mindekoncert for sin søn. Efter en medrivende udgave af ‘The Way Young Lovers Do’ insisterede Buckleys mor på at Gaggiari skulle fortsætte sin musikalske karriere og sådan blev frøet til Apartment sået.

Inspirationen fra Buckley er dog ikke speciel tydelig på albummet. På ‘Pressures’ kan dog høres en snert af den desperation, som Buckley havde i sin stemme, og de hurtige aggressive guitarfigurer, minder en del om de stærkeste sange på ‘Grace’, men her hører sammenligningen også op, for Apartment har mindst lige så meget til fælles med blandt andet David Bowie, Joy Division og Editors. Pladen har nemlig de elementer af klaustrofobi og intensitet, der tilkendetegner flere britiske bands og Apartment spiller da også stilsikkert og med rendyrket energi.

Melodimaterialet kan dog ikke altid bære, og på flere numre som på singlen ‘10.000 Times’, bliver melodien direkte triviel og Gaggiaris meget affekterede måde at synge på bliver et irritationsmoment. Frontmanden har ellers en udtryksfuld vokal, men det er som om, at han prøver at lyde for meget som sine forbilleder i stedet for at lyde som Gaggiari Og når vokalen i flere omgange blive direkte irriterende at høre på ødelægger det helhedsindtrykket af de ellers stærke sange, for det helt store omdrejningspunkt i lydbilledet er Gaggiaris vokale nærvær.