Pixies – er det slut, Frank?

Utallige gange er Pixies kåret som arkitekter af det sving, rocken tog i starten af halvfemserne. Alligevel solgte Pixies kun nok til en enkelt guldplade. Her er historien om en mand med tre navne og den bassist, han ragede så uklar med, at de til sidst kun talte sammen gennem fax-maskiner.

“Det var tonservildt i fredags. Til ungdomsskolefesten væltede folk bare rundt i hinanden, mens de kastede deres hoveder frem og tilbage. Det var så sindssygt, mand. Jeg har herre mange blå mærker”.

Nirvanas musik var ikke bare kommet til Danmark, den var kommet til provinsen, og til båndoptageren i vores klasseværelse. ‘Smells Like Teen Spirit’ lossede Rick Astley og Bros langt ind under gulvtæppet og dikterede langt hår, langærmede t-shirts og “skrid-dog”-kommentarer til en velmenende dansklærerinde ved navn Yvonne.

Hvad vi ikke vidste var, at den nye lyd allerede var gammel nok til at starte i børnehaveklasse. Seks år før den voldsomme ungdomsskolefest stod Black, Kim, David og Joey på en lille scene i Boston og spillede garage-rock. Sammen var de Pixies, og sammen spillede de sangen ‘Debaser’, som Kurt Cobain senere indrømmede, at han prøvede at kopiere, da han skrev ‘Smells Like Teen Spirit’.

“Drop nu ud af skolen, Joey”
Vi spoler lige kassetten tilbage til 1986. Året da Charles, en 21-årig spansk-studerende, overtalte sin sambo til at følge hans eget, gode eksempel: Droppe ud af universitet for at spille musik. Nu manglede de kun fire ting. En bassist, en trommeslager, et navn til bandet – og et lidt bedre navn til Charles Michael Kitridge Thompson IV. Han blev til Black Francis, og sammen med guitaristen Joey Santiago satte han en annonce i avisen:

“Band søger bassist, som kan lide Hüsker Dü og Peter, Paul & Mary”

Det kunne den 25-årige Kim Deal. Hendes tvillingesøster var lige bakket ud af deres folk-rock-band The Breeders, og nu stod hun der, alene med sin bas. Hun tog trommeslageren David Lovering med sig, og det eneste det nye band manglede var et navn. Efter et tilfældigt nedslag i en ordbog og med en almen sympati for betydningen “ondsindet, lille spilopmager”, døbte de sig selv Pixies.

Velbesøgte koncerter og et demobånd, sponseret af Blacks far, slyngede allerede efter et år Pixies i favnen på Ivo Watts-Russell fra det engelske pladeselskab 4AD. Han udgav otte af sangene fra demobåndet og bad Pixies gå i studiet med den legendariske producer Steve Albini.

Det var en fornuftig opfordring. I kor råbte den engelske musikpresse, at debuten ‘Surfer Rosa’ var Årets Album, mens Kurt Cobain nogle år senere gik hele vejen og kaldte den firsernes bedste udgivelse overhovedet. Måske fordi ‘Surfer Rosa’s sange var bygget over ‘stille-støj-stille’-modellen. En opskrift som Nirvana mildest talt tog til sig.

Fritidsprojekt overhalede indenom
Men al den respekt sælger ikke nødvendigvis plader. Det gjorde efterfølgeren ‘Doolittle’ til gengæld i 1989. Nok til en guldplade, og nok fordi femte skæring var ‘Here Comes Your Man’, der med sit poppede guitar-riff og klæbrige omkvæd masseproducerede nye og mere blankpolerede fans. Til de efterfølgende koncerter kunne de samme fans opleve en livløs og stillestående Black Francis spille modsætning til en livlig og humoristisk Kim Deal.

Hvad publikum ikke så var, at de to personligheders kontrast var endnu større bag scenen. Turnéen var opslidende, og spændingerne steg i takt med de bastante rytmer under de utallige koncerter. Som i ethvert sundt forhold i krise besluttede bandet i starten af 1990 at holde pause, bare sådan for at komme lidt på afstand.

Kim Deal brugte pusterummet til at gendanne The Breeders, og i efteråret udkom deres første album ‘Pod’. Navnet The Breeders var mere sentimentalt end realistisk, for der var hverken folk-rock eller tvillingesøster Kelly på pladen. Der var rock – i bedste Pixies-stil, lidt mere forsigtig og lidt mere feminin.

The Breeders blev varmt modtaget. Adskillige grader varmere end ‘Bossanova’, som Pixies indspillede lige efter Deals fritids-debut blev sat på hylderne. Fans beskyldte ‘Bossanova’ for at være for svagt, men Black Francis var lykkelig. Nogle hævder, at tilfredsheden skyldtes at Kim Deals indflydelse var begrænset til basspil og lidt kor i baggrunden.

“Er det så slut med Pixies?”
På 1991-albummet ‘Trompe le Monde’ søgte Pixies tilbage til den larmende garage-rock men fik også blandet lidt lyde ind fra det ydre rum i form af synthesizere og effektmaskiner. Albummet fik en blandet modtagelse. Men et godt tegn på, at Pixies nu havde nået en pæn størrelse, kom i foråret 1992. U2 bad bandet varme op på dets amerikanske Zoo TV Tour.

Pixies sagde ja, men endte forudsigeligt nok med ikke at have det spor skægt på vej gennem USA med Bono og Edge. Og som ethvert sundt forhold … endnu en pause. Deal og Black gik i studiet hver for sig. Deal med Breeders, Black med sig selv, og i den forbindelse gav han et interview til BBC, som efterlod en rock-verden ganske måbende. Det gjaldt også de tre andre Pixies-medlemmer.

“Er det så slut med Pixies, Frank?”

“På en måde, ja.”

“Er det nødvendigt? Du havde styringen. hvorfor kunne du ikke holde
Pixies kørende, det betyder jo noget for en masse mennesker?”

“Ja, nogle klarer det, men ofte ender folk bare med at kede deres fans og blive hængende lidt for længe. Jeg tror det er bedst sådan her.”

Efter BBC-interviewet faxede Black Francis, nu Frank Black, sin manager. Beskeden var, at Pixies ikke længere eksisterede. Resten af band-medlemmerne fik også en fax, og hvis rygtet taler sandt, er det kun guitaristen Joey Santiago, der har talt med Frank Black siden. Indtil nu.

Samme år udgav Nirvana ‘Nevermind’. Det Albini-producerede og Pixies-inspirerede album lossede sig selv i kredsløb om den vestlige verdens forvirrede teenagere. Det var så sindssygt, mand. Jeg har herre mange blå mærker.

Pixies spiller på Roskilde Festivalens Orange Scene fredag den 2. juli kl. 19.30, og hos din pladeforretning findes en ny dvd med koncerter fra 1988 – og sørme også en opsamling under navnet ‘Waves of Mutilation’. Hvis du stadig ikke har fået nok, kan du hente en digital single med sangen ‘Where is My Mind?’ og hele tre numre, som aldrig før er udgivet, på www.4ad.com.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af