Kan man tale om et Clint Eastwood-plot? Det skulle da lige være plottet til N. Richard Nash’ roman ‘Cry Macho’ fra 1975, som Eastwood ifølge Deadline netop er begyndt at filmatisere for Warner Bros.:
En udbrændt rodeostjerne (Eastwood) tager i 1978 et beskidt job for at tjene 50.000 tiltrængte dollars til bankbogen: Han skal kidnappe et barn fra dets alkoholiske mor i New Mexico og fragte barnet hele vejen ‘hjem’ til faren, Eastwoods tidligere chef, i Texas.
På hjemturen udvikler de to et forhold, idet den gamle ræv ser sit snit til at opdrage lidt på drengen ved at dele ud af sine hårdtprøvede erfaringer.
Lyder det bekendt?
Forfatter Nash har selv adapteret bogmanuskriptet i samarbejde med Nick Schenk, som Eastwood også arbejdede med på ‘Gran Torino’ og ‘The Mule‘. Eastwood var angiveligt tæt på at lave filmen allerede i 1980’erne, men dengang valgte han at lave en Dirty Harry-film i stedet.
Filmen blev desuden annonceret på Cannes-festivalen i 2011 med Arnold Schwarzenegger i sin store comeback-rolle, men det projekt faldt også fra hinanden.
Eastwood har ikke fået en officiel godkendelse til at lave filmen endnu, men ifølge Deadline er den 90-årige instruktør allerede begyndt på optagelserne. Eastwood er kendt for at optage sine film lynhurtigt, så måske en premiere er realistisk allerede i efteråret 2021.