Jeremy Warmsley

Min indre interesseradar klinger højt, når musikere nævner Sam Cooke og Paul Simon som inspiration. Ikke at debuterende Warmsley lyder som nogen af dem, ligesom fransk-englænderens musik lyder meget mere amerikansk end europæisk. Helt fint med mig. Jeg er ikke den, der forlanger at ting skal ned i bestemte kasser.

Warmsleys album blæser i tilsvarende mange retninger med strygere, blæsere og electronica. Bedste udfald har det i den rundtossede galimatias pop i stil med The Hidden Cameras og Of Montreal, som på åbningsnumrene ‘Dirty Blue Jeans’ og ‘I Promise’. Men lidt for tit drukner resultatet i udvisket utydelighed. Tag besyngelsen af singlelivet på den ellers fine klaverballade ‘I Knew That Her Face Was a Lie’. I hænderne på forgangsmænd indenfor denne type af ‘soveværelsesindspillet’ pop som Magnetic Fields og Jens Lekman ville den blive himmelstormende, men Warmsley savner deres lyriske finesse og humor.

En lidt mere hårdfør justits i producerstolen ville også gavne, så var sovepillen ‘A Matter of Principle’ skrællet væk inden udgivelse. Det ærgrer, fordi Warmsley er en komponist, der behersker diversiteten og som skriver melodier med mange facetter. Det sindssygt lækre, faldende klaver i ‘I Believe in the Way You Move’, den ødesmættede stemning på ‘If I Had Only’ og den fængende ‘Dirty Blue Jeans’ gør, at jeg spændt vil følge kunstnerens videre eventyr, og håbe på, han vil træde desto tydeligere frem. Så lover jeg, at kvittere med kraftfuldere udslag på barometeret.