Hvor går man hen, når man nailer forbilledernes udtryk i første forsøg? Hjalte Ross har knækket koden på ‘Waves of Haste’
Hjalte Ross demonstrerede med debutalbummet ‘Embody’ fra 2018 et sikkert take på den fintfølende guitarfolk i traditionen fra Nick Drake. Med profilerede samarbejdspartnere og en tidløs aura over sig kunne man næsten frygte, at den unge nordjyde havde forløst sit potentiale allerede da – hvordan kommer man videre som ny kunstner, når man nailer forbilledernes udtryk i første John Wood-producerede forsøg?
Hjalte Ross har håndteret udfordringen ved at lade to kulturelle og geografiske modpoler danne ramme om albumefterfølgeren. Et ensomt fyrtårn på Lofoten Øerne i Nordnorge og New Yorks notorisk hektiske gader har udgjort Ross’ skrivebaser, og det fornemmer man tydeligt på ‘Waves of Haste’, som er mere dynamisk end sin forgænger. Her er simpelthen mere på spil, musikalsk såvel som lyrisk, og det klæder Ross’ eftertænksomme, analoge lyd.
Orkestreringen er fyldigere og mere soulet, hvilket til dels kan tilskrives producer Daniel Goodwin (Whitney, Kevin Morby m.fl.). Lyt blot til ‘Adrenaline’, hvor Ross synger lettere desillusioneret om en kuldsejlet romance over en charmerende trækbasun, der får selskab af både klaver, saxofon og orgel. Kombinationen af de søgende temaer og de drivende romantiske arrangementer skaber spænding og kontraster i den på overfladen fredfyldte folklyd.
Det gør sig også gældende på den døsigt jazzede ‘Off My Mind’, der langsomt kryber ind under huden og overvinder sin lytter med spydige linjer spædet op med blød saxofon. »And when you cry, I won’t really mind«, lyder det, inden Ross erkender forelskelsens fortsatte greb i det melankolske omkvæd.
Overtallet af ballader kan dog, ligesom på debuten, føles en smule søvndyssende, og albummets højdepunkt indtræffer da også med den dramatiske og dystre ‘Holidays’. Her leder Ross’ dristige fingerspil og Who Killed Bambis skiftevis glidende og spjættende strygere an i en sitrende musikalsk dans, der lyder som et tilbageholdt åndedræt. Ross’ beviser sig desuden som en særdeles indlevet sanger.
‘Waves of Haste’ får sin energi fra den store gruppe af dygtige musikere og lyder i dén grad som en kollektiv indsats. Pianisten Astrid Matthesen træder med stor effekt til som korsanger på den tempofyldte ‘Thinking About You’, imens Ida Hovdes trækbasun spiller en afgørende rolle for albummets varme bund. Med inderligheden intakt viser Hjalte Ross atter, at han forstår at tage vellykkede kreative valg. Det internationale udsyn klæder ham.
Kort sagt:
Et ensomt fyrtårn på Lofoten Øerne i Nordnorge og New Yorks hektiske gader har udgjort Hjalte Ross’ seneste skrivebaser, og det fornemmer man tydeligt på ‘Waves of Haste’, som er mere dynamisk end sin forgænger. Her er simpelthen mere på spil, musikalsk såvel som lyrisk, og det klæder Ross’ eftertænksomme, analoge lyd.