‘Retfærdighedens ryttere’: Anders Thomas Jensens overrumplende nye film er hans bedste siden ’Blinkende lygter’
En af mine nærmeste var for fire år siden ude for en alvorlig trafikulykke, men slap mirakuløst med livet i behold og overvejende nådigt. Forleden gik han og jeg en skumringstur ved ulykkesstedet.
»Jeg lever nu to liv«, fortalte han. »I det ene går jeg her sammen med dig. I det andet ligger jeg stadig i koma på Riget. I mit vågne liv vender jeg konstant tilbage til ulykken for på en eller anden måde at… ændre den – sådan at mit andet jeg kan få fred«.
Det kan være svært, grænsende til umuligt, at acceptere ulykker og tragedier, og sådan er det også for det følelsesmæssige omdrejningspunkt Mathilde (Andrea Heick Gadeberg) i Anders Thomas Jensens første film som instruktør i fem år, ’Retfærdighedens ryttere’. Mathildes mor slipper dog ikke nådigt. Hun omkommer i filmens voldsomme anslag af en togulykke.
I tiden efter forsøger Mathilde med post-its på sin teenagevæg at kortlægge alle de tilfældigheder, der udløste ulykken, i et desperat, men bravt forsøg på at forstå det meningsløst uretfærdige.
Men er det vejen frem? Og kan Mathilde og hendes knudemand af en soldaterfar, Markus (Mads Mikkelsen), finde en mening med livet, efter de har mistet deres elskede mor og hustru?
Noget af svaret begynder at tegne sig, da matematikeren Otto (Nikolaj Lie Kaas med vissen arm og – som altid hos Anders Thomas Jensen – tragisk fortid) henvender sig til Markus. Udover at være overlevende fra ulykken har Otto en teori om, at det slet ikke var en ulykke, men et rockerrelateret attentat.
Politiet er afvisende, men Otto bed mærke i, at en mistænksom mand (Omar Shargawi) forlod toget øjeblikket inden eksplosionen. For hvem fanden smider en næsten urørt Joe & Juice-sandwich til 58 kroner – 63 med ekstra fyld – ud? Mere eller mindre geniale replikker og observationer som denne er instruktøren bag ’Blinkende lygter’, ’De grønne slagtere’, ’Adams æbler’ og ’Mænd og høns’ fortsat leveringsdygtig i.
Med sig bringer Otto en birolleduo af en anden verden: Nicolas Bros svovlende face recognition-ekspert Emmentaler og Lars Brygmanns sørgelige pralrøv Lennart i den bedste komiske præstation på dansk film siden… Brygmanns sørgelige pralrøv Torben i Paprika Steens ’Den tid på året’.
I jagten på hævn og retfærdighed formes et umage terapeutisk fællesskab. Og hen ad en vej belagt med lige lovlig mange enerverende hævnlikvideringer af de måske skyldige medlemmer fra rockerbanden Riders of Justice kommer fællesskabet også til at inkludere nye ansigter: Gustav Lindhs stakkels prostituerede ukrainer Bodashka aka Jens-Ole og Mathildes blåhårede, scooterkørende lommepsykologven, Silas (Albert Rudbeck Lindhardt).
Skuespillerne er i en topform, som vi skal tilbage til ’Blinkende lygter’ for at finde. Det er, som om vores 90’er- og 00’er-helte er vendt tilbage her i vor tids dunkleste stund for at redde ikke bare dansk film og biograferne, men os alle ud af denne krisetid.
Mads Mikkelsen fusionerer sin Tonny fra ’Pusher’ med sin ’Jagten’-pædagog, og resultatet er på én gang skræmmende og hjerteknusende. Særligt har The Mads to uforglemmelige scener med Lie Kaas (én på et raseret badeværelse, én i en lade, som Brygmanns Lennart har et psykoanalytisk-problematisk forhold til), der efterlod mig i samme rystede og forgrædte tilstand som karaktererne.
Midt i det hele står Andrea Heick Gadeberg, og hendes portræt af et barn i sorg er bevægende, fordi vi godt ved, at forsøget på at optrevle de kæder af årsag og virkning, der ledte til ulykken, ikke vil bringe moren tilbage. Håbet ligger et andet sted i Mathildes kamp: At hun – og hendes nye ’familie’ – lykkes med at redde far Markus fra fortabelse.
Filmens fabellignende intro i Estland (der leder tankerne hen mod anslaget i Coen-brødrenes ’A Serious Man’) i kombination med Mathildes historie beviser, at der er mere end blot den fyrige galgenhumor på spil denne gang.
Godt nok kender vi det emotionelt overrumplende og psykologisk realistiske fra de bedste af Anders Thomas Jensens manuskripter (’Elsker dig for evigt’, ’Brødre’) og det mytiske ambitionsniveau fra kortfilmen ’Ernst og Lyset’ og Jobs Bog-analogien ’Adams æbler’. Men det er kombinationen, der får Anders Thomas Jensen til at føles relevant og frisk igen.
Tilbage står en af de mest dybfølte, underholdende og mesterligt konstruerede fortællinger om menneskets higen efter mening, jeg har set i dansk film.
Kort sagt:
Anders Thomas Jensen har begået sin bedste film siden ’Blinkende lygter’ med uvurderlig hjælp fra årets stærkeste skuespillerensemble, anført af det lysende stjerneskud, Andrea Heick Gadeberg.