Makkerne Mads Mikkelsen og Anders Thomas Jensen er tilbage: »Livet er en tragedie, hvis du ser det langt nok ude fra«

At opleve Mads Mikkelsen og Anders Thomas Jensen sammen, er mere som at se to fodboldspillere, der har delt omklædningsrum i 20 år, end at møde den kunstneriske elite. Og det kan godt være, at de er blevet mere kedelige, siden de var spritstive på ’De grønne slagtere’. Men vanviddet er intakt i deres femte fælles film, ’Retfærdighedens ryttere’, der får premiere på torsdag.
Makkerne Mads Mikkelsen og Anders Thomas Jensen er tilbage: »Livet er en tragedie, hvis du ser det langt nok ude fra«
Mads Mikkelsen og Anders Thomas Jensen. (Foto: Hedda Rysstad/Soundvenue)

Det skal jo gå ud over nogen i en Anders Thomas Jensen-film, men instruktøren bag ’Blinkende lygter’, ’De grønne slagtere’, ’Adams æbler’ og ’Mænd og høns’ vil til enhver tid insistere på, at der er kærlighed bag.

I hans nye film, ’Retfærdighedens ryttere’, er Joe & the Juice blandt dem, der står for skud. Jeg skal ikke afsløre hvordan og hvorfor, men det er virkelig sjovt, og ved mit møde med instruktøren og hans hofskuespiller Mads Mikkelsen beslutter jeg mig for at teste, om det nu også er rigtigt det med kærligheden bag de formfuldendte finker.

Så jeg tager to juices fra den tatoverede læskekæde med til vores møde, serverer dem for duoen og afventer deres reaktion.

»Eeeeej, er der gaver?«, spørger Mads Mikkelsen og smiler over hele femøren, mens de hurtigt griber fat i hver deres plastikkop og begynder at suge ind.

»Jeg er faktisk bare irriteret over, at jeg er så meget på Joe and the Juice. Jeg har fire børn og er der hele tiden. Det er måske bare der, idéen er opstået«, siger Anders Thomas Jensen.

»Ja, og så fordi man kan få en kaffe til 60 kroner. Det er sådan noget, man bliver halshugget for i Midtvesten i USA«, supplerer Mads Mikkelsen og fortsætter:

»Jeg holder faktisk et foredrag, hver gang jeg er der, om hvorfor de ikke har appelsiner. Hele verden vil have appelsinjuice. Ikke kun mig. Hele verden. Så det bruger jeg åbenbart min tid på at stå og forklare en uskyldig ekspedient, der lige er startet«.

Dybere stak stikpillen tilsyneladende ikke, og det er måske meget godt at komme sig i hu, før man sætter sig til rette foran den nye film fra manden, der er kendt for sine kradsbørstige replikker og politisk ukorrekte universer.

’Retfærdighedens ryttere’ er Anders Thomas Jensens femte film som instruktør – og hans femte film med Mads Mikkelsen i en bærende rolle.

I ’Blinkende lygter’ var Mikkelsen den voldsparate Arne, der lærte at skyde køer i stedet for mennesker. I ’De grønne slagtere’ den pandeglinsende, rystende selvretfærdige Sven Sved med det kompromisløse forhold til Kylle Rylle af højeste karat. I ’Adams æbler’ den evigt godhjertede præst Ivan, der til sidst ikke har flere kinder at vende til. Og i ’Mænd og høns’ den tvangsonanerende Elias med det brunstige overskæg.

Fed overskrift

Det er to mænd på toppen, der tager imod på et luksuriøst værelse på Hotel Nimb i København. Men de har ikke fulgt den samme rute til destinationen.

Jeg vil vove den påstand, at Mads Mikkelsen aldrig har været en større stjerne i sit hjemland end lige nu. Efter et halvt årti i udlandet – hans seneste danske film før i år var netop ’Mænd og høns’ – er han blevet taget imod som den fortabte søn, der tog ud for at blive et internationalt stornavn med roller i ’Star Wars’- og ’Marvel-galakserne blot for at vende hjem og redde dansk film og biograferne midt i en coronatid med kraftpræstationer i først Thomas Vinterbergs storsællert ’Druk’ og nu altså den forventede blockbuster ’Retfærdighedens ryttere’.

Han har skabt sig den flotteste internationale karriere for en dansk skuespiller siden stumfilmæraen, mens jeg kan love dig for, at han stadig holder fast i de instruktører, der var med til at sikre ham successen i første omgang. Og danskerne – ja sgu, danskerne – har svært ved at være i, hvor sej de (vi) synes, han er.

Mads Mikkelsen. (Foto: Hedda Rysstad/Soundvenue)

Om Anders Thomas Jensen vil jeg vove den påstand, at han er instruktøren med det stærkeste brand i den brede danske befolkning. Selv er han måske ikke en celeb i Bier-, Trier- og Vinterberg-klassen, men nævner man titlen på blot én af hans film, vil langt de fleste, fra Haderslev til Hellerup, kunne nævne mindst to mere i søvne og formentlig endda fyre et par af hans udødelige replikker af. Hans distinkte stil af stump vold, sort humor og eventyrligt drama er gået rent ind hos anmeldere såvel som folk, der ellers ikke går op i instruktørsignaturer eller film i det hele taget.

Med ’Mænd og høns’ følte jeg for første gang, at hans forsøg på at udforske grænserne for, hvad man kan tillade sig at lave sjov med, blev lidt forkrampet. Men med ’Retfærdighedens ryttere’ er han tilbage i absolut storform med en film, der er mindst lige så sjov og voldelig, som man kan forvente hos Anders Thomas Jensen, men samtidig træder et skridt tilbage mod virkeligheden via en i grunden helt oprigtig grundhistorie om militærmanden Markus (Mikkelsen), der mister sin kone i en togulykke og tager på hævntogt, efter et par excentriske matematiknørder med Nikolaj Lie Kaas’ Otto i spidsen overbeviser ham om, at der har været urent trav.

»Vi får ikke altid credit for det, men vi prøver at gøre noget nyt hver gang«, siger Anders Thomas Jensen selv.

»I ’Mænd og høns’ prøvede jeg at tage karaktererne til grænsen af, hvad et normalfungerende publikum kan relatere til. Og her havde jeg en lyst til at forene noget næsten melodramatisk med det univers, jeg har lavet før. Det nye her er, at der ligger en helt naturalistisk historie midt i fortællingen, som skal flettes med det meget ualmindelige univers. Det er noget, vi har arbejdet meget med at få til at lykkes. Og man kunne for eksempel godt have klippet en sjovere film end den her«.

»Fed overskrift«.

Det er Mads Mikkelsen, der bryder ind over fra sin henslængte position i sofaen.

Anders Thomas Jensen: »Ja, sådan nogle udtalelser elsker producenterne!«.

Mads Mikkelsen: »Det er derfor, du ikke laver så meget af sådan noget her, Thomas«.

Anders Thomas Jensen: »Nej, men hold nu op. Hvert et grin…«

Mads Mikkelsen (afbryder): »Man kunne også have lavet en sørgeligere film«.

Anders Thomas Jensen: »Nej, det kunne man nemlig ikke«.

Mads Mikkelsen (påtaget fornærmet): »Nå«.

ATJ: »Nej for hvert et grin koster noget på den anden konto. Din karakters naturalistiske historie flyder, som den blev optaget, og så har vi doseret den gakkede del… Det vidste jeg godt, at vi var nødt til, og jeg talte meget med Nikolaj (Lie Kaas, red.) om, at vi skulle se, hvor langt man kunne tage hans figur, uden at det tippede. For han er bindeleddet mellem Mads’ verden og tossernes verden. Så det er Nikolaj, det hele hviler på«.

Ud af det retoriske vanvid

Anders Thomas Jensen og Mads Mikkelsens parløb har været uden sidestykke i dansk film – og gensidigt frugtbart.

Efter gennembruddet i den rå ’Pusher’ var det i ’Blinkende lygter’ og siden ’De grønne slagtere’, at Mads Mikkelsen for alvor fik mulighed for at demonstrere sin komiske timing og villighed til at smide enhver forfængelighed over bord. Det må ikke mindst være disse forvandlingsrige præstationer, der gav casterne en idé om, at han ville være velvalgt til skurkerollerne i ’Casino Royale’, ’Dr. Strange’ og ’Hannibal’.

I Anders Thomas Jensens film har Mikkelsen fået og skabt sig et frirum for exces. Det siger en del, at når man spørger til hans egen favorit blandt deres fælles film, svarer han ’De grønne slagtere’.

»Fordi vi gjorde noget, der ikke var gjort før«, som han siger. »Det var virkelig selvmord. Vi var alle sammen filmskuespillere, som pludselig kom med stort teaterskuespil. Og jeg synes, vi lykkedes med det. Vi tog den helt vildt alvorligt, og samtidig var det helt vanvittigt – det var jeg mega stolt af. Og så kan jeg godt lide, at den bare handler om marinade. Alt går galt for dem på grund af en marinade. Det er der noget rørende i«.

Anders Thomas Jensen og Anders Thomas Jensen. (Foto: Hedda Rysstad)

Derfor skulle Mads Mikkelsen også lige indstille sig på, at han i ’Retfærdighedens ryttere’ ikke skulle besjæle en excentrisk figur, der cracker groteske oneliners. Markus er en formummet og stædig machomand, der ser mistroisk på, mens galskaben møder ham i form af Nikolaj Lie Kaas, Lars Brygmann og Nicolas Bros bizarre matematikertrio.

»Vores comfort zone havde været at smide min karakter over i det retoriske vanvid. Og det skal ikke være nogen hemmelighed, at der elsker jeg at være. Det er det eneste sted i min karriere, jeg får lov til at være der. Og det var væk, så jeg tænkte: Fuck mand, hvordan kommer jeg så med i den film? Hvordan bygger vi den bro? Men så har vi gjort noget andet vanvittigt med ham, hvor man i starten tænker, at han skal holde sig væk fra de der tosser, mens man kort tid efter tænker: Åh gud, det var dumt, de blev involveret med ham«, siger Mads Mikkelsen.

Nu hvor de fleste skæve replikker var lagt i munden på særligt Lars Brygmann (som hyppigt fik holdet til at falde om af grin under optagelserne), prøvede han i stedet at fodre idéer til kollegaen under optagelserne. »Det var han ikke så interesseret i«, bemærker han tørt humoristisk.

Det var en anden tid

Den anden vej rundt fandt Anders Thomas Jensen i Mads Mikkelsen en skuespiller, der med det samme forstod hans særprægede stil. Helt tilbage i midten af 90’erne læste den nyuddannede skuespillerspire de syv siders manuskript til kortfilmen Café Hector (som Lotte Svendsen endte med at instruere) og »klukgrinede« sig igennem hele molevitten, for som han siger: »Det var en helt speciel måde at skrive på, fuldstændigt fantastisk«.

Mads Mikkelsen fik en lillebitte rolle i filmen, som hans storebror Lars havde hovedrollen i, og det blev den filmfaglige begyndelse på et smukt venskab.

I dag fortæller de, at de under optagelserne har udviklet en slags shorthand, hvor de taler til hinanden i halve sætninger, med det resultat at udenforstående 1) ikke fatter, hvad de siger og 2) muligvis tror, de skændes.

Også menneskeligt går de åbenlyst i spænd. Da de mødtes første gang på en bar i København, længe inden nogen af dem var noget ved filmen, endte det i håndgemæng. »Han er pænt provokerende, og jeg er pænt provokerende. Og der gik ikke så lang tid, før jeg fik én på lampen, og han fik én på lampen«, som Mads Mikkelsen udtrykker det.

»Det var en anden tid«, indskyder Anders Thomas Jensen.

‘Retfærdighedens ryttere’.

Når man ser dem sammen, har de den slags drillende kammeratskab, som mange (især fyre, hvis vi skal være ærlige) nok kan spejle sig i, men som man sjældent direkte bevidner i den kunstneriske elite. De taler begge et uprætentiøst og upoleret sprog, og omgangsformen er hurtige stikpiller, som kun slet skjuler den underliggende kærlighed og respekt. Det minder i virkeligheden mere om to fodboldspillere, der har delt omklædningsrum, siden de var knægte – tænk John Faxe og Store Larsen på EM ’92-holdet – end om to visionære filmskabere.

Under fotoseancen på Hotel Nimb sætter de spydighederne i frigear.

Mads Mikkelsen, da Anders Thomas Jensen ikke helt kan finde den rette positur foran kameraet:»Han er virkelig anspændt«.

Jensen (1.90 meter høj), da Mikkelsen (1.83) stiller sig lidt bag ved ham: »Ser han så ikke meget lille ud?«

Mikkelsen, da fotografen beder Jensen tage sin hånd op mod Mikkelsens ansigt: »Jeg kan mærke på ham, at han har lyst til at slå mig ihjel. Han kan ikke lide det«.

Mikkelsen, da fotoseancen rykker fra værelset til hotelgangen: »Derude er han meget mere fri«.

Jensen til fotografen, undskyldende: «Jeg kommer aldrig til at se lige så godt ud som ham, så du kan lige så godt lade være med at prøve. Hver gang vi bliver fotograferet sammen, står fotografen og kigger på sin skærm og siger, hvad er det, der er galt med det her. Og så kommer de over og retter på mig«.

Standervissen på ’De grønne slagtere’

De synes at dele en no bullshit-tilgang til filmstjernelivet. Det lyder måske som en kliché, men de skal åbenlyst ikke anstrenge sig for at virke, som om de har begge ben på jorden.

Måske skyldes det, at ingen af dem er født ind i den kreative klasse – Anders Thomas Jensen kommer fra det, han selv har beskrevet som en dysfunktionel familie i Frederiksværk, Mads Mikkelsen er søn af en sygeplejerske og en bankfuldmægtig med opvækst på Nørrebro.

Anders Thomas Jensen er tydeligvis bedst tilpas i hverdagsklæder bag kameraet. Og da de et par uger senere ankommer til Soundvenues forpremiere på ’Retfærdighedens ryttere’ i Empire på Nørrebro, spørger Mads Mikkelsen som det første fornøjet, om man mon ikke kunne få sig en håndbajer og en smøg inden kickoff, og han fyrer røverhistorier af om alt fra Ole Thestrup, til hvordan Empire-gyden så ud, dengang han selv var en lille rod i kvarteret. Indimellem siger han ja til samtlige biografgæster, der drister sig til at spørge om et billede. Han lægger velvilligt en arm om de unge knægtes skuldre, og Anders Thomas Jensen er hurtig til at foreslå sig selv som fotograf.

Skuespilleren og instruktøren synes, selvsagt, at dele en hang til kulsort humor og at bekende sig til et værdisæt, hvor humoren må alt, så længe figurerne kan forsvares.

»Som kunstner er dit job at overskride folks grænser«, siger Anders Thomas Jensen i introduktionen til vores forpremiere i Empire, da jeg spørger ham til, om han skriver på en anden måde, efter blikket på skildringer af køn og vold er blevet mere kritisk de seneste år.

»I Anders Thomas’ film har vi aldrig grinet af nogen, vi griner altid med nogen. Vi er sammen med dem, og vi griner, fordi vi genkender noget. Filmene har altid været et kæmpe forsvar for alle, der står i udkanten af tilværelsen«, tilføjer Mads Mikkelsen foran biografpublikummet.

De slår mig absolut som drengerøve, og man er ikke i tvivl om, at de kan holde en god julefrokost. Eller at de kunne holde en god julefrokost, om ikke andet.

For måske er der alligevel sket lidt, siden de var unge og vilde opkomlinge, der bragede igennem for 20 år siden?

Mads Mikkelsen som Svend Sved i ‘De grønne slagtere’.

»Vi er blevet mere kedelige«, siger Anders Thomas Jensen. »Altså, på ’De grønne slagtere’ var jeg standervissen. Jeg var pissefuld næsten hver aften«.

»Vi boede i nogle små bitte sommerhuse ved siden af hinanden, det var en børnehave«, siger Mads Mikkelsen.

Anders Thomas Jensen: »Ingen af os anede helt ærligt, om vi lagde det største æg. Vi var super nervøse«.

Mads Mikkelsen: »Det hjalp så heller ikke, at du hver eneste morgen, når vi kom på optagelserne, sagde: ’Jeg har set prøver – vi får aldrig noget at lave igen!’«.

Anders Thomas Jensen: »Jeg kan huske, vi lavede et langt take, hvor du siger noget helt vanvittigt om din barndom ved kasseapparatet inde i slagterbutikken. Og vi var flade af grin. Jeg var flad af grin bag monitoren, Mads knækker sammen af grin. Og så kigger man rundt, og så står der en boomer og er helt kold. Og et helt hold, der ikke fortrækker en mine. Det er altså hårdt«.

Mads Mikkelsen: »Og der skal det siges, at boomen stod sådan her og vippede op og ned, da vi lavede ’Blinkende lygter’, fordi han syntes, det var så sjovt. Så vi var altså meget nervøse for det på ’De grønne slagtere’. Så om aftenen grinede vi af det og drak nogle øl. Det var der ikke meget af på ’Retfærdighedens ryttere’. Alle havde børn og en hund, og vi ses senere«.

Anders Thomas Jensen: »Sådan har det været de sidste par gange. Det er meget mere koncentreret. I sidder nogle gange lidt længere om aftenen, jer skuespillere?«

Mads Mikkelsen: »Nej på den måde var det kedeligt. Jeg var den eneste, der var lidt sjov. Jeg vil da gerne lige sidde og snakke lidt og drikke en øl. Det var der ingen, der gad«.

Mads Mikkelsen folder ansigtet i en mine, som havde han rigtigt ondt af sig selv.

Anders Thomas Jensen: »Man har ikke den der vanvittige selvtillid, man havde, da man var 28, hvor man godt kan gå i seng klokken fem og stå op og være på toppen. Men… Det kunne man så heller ikke dengang – jeg kan da se scener i ’De grønne slagtere’, hvor jeg er sikker på, det havde været bedre, hvis jeg var gået tidligere i seng«.

Gud, satan og Netflix

Med det in mente, at vi har at gøre med en film, hvor Nicolas Bro udbryder arrighedsreplikker som »pisselillekneppecomputer«, fornemmer man da også en ny modenhed i ’Retfærdighedens ryttere’. Der er en oprigtighed i historien om Markus og ikke mindst hans teenagedatter (Andrea Heick Gadeberg), der frustreres over, at hendes far skjuler sorgen i knytnæver og dåsebajere.

»I kraft af at historierne er blevet mere voksne, har vi turdet gøre indholdet endnu mere vanvittigt«, siger Mads Mikkelsen. »Jo større historierne er blevet, jo mere vanvittige er de også blevet. For hvis vi ikke pakker det ind i et vanvid, bliver det altså lige prætentiøst nok«, siger Mads Mikkelsen.

»Jeg elsker historien og moralen i ’Retfærdighedens ryttere’. Den er meget rørende. Og den rammer tematisk nogle mennesker, jeg selv kender i det her med at ville gøre noget ved det uretfærdige, man har oplevet – bare at ville gøre noget«.

’Retfærdighedens ryttere’ handler ikke mindst om vores indgroede behov for at søge en mening i det meningsløse.

Mads Mikkelsen og Mads Mikkelsen. (Foto: Hedda Rysstad/Soundvenue)

»Hjernen elsker at se sammenhænge, og sammenhænge giver livet mening. Og når det går op for dig, at sammenhængene ikke har nogen betydning, skal du redefinere dig selv«, siger Anders Thomas Jensen.

»Det udsprang personligt for mig, da jeg havde en slags forsinket 40-års-krise – sådan én, som mange mænd nok har haft, hvor man tror, det handler om én ting, mens man i virkeligheden har kigget det forkerte sted hen. At ville vælte hele verden – og så opdage, at du skal kigge herovre. Dine børn står lige der. Det er hylende banalt, men det er jo noget, virkelig mange løber ind i. Og det er ikke for at være hellig, men for mig personligt var det en åbenbaring at finde ud af, at det vigtige er her, i det nære. Og at finde ud af at acceptere de slag, der kommer. Livet er en tragedie, hvis du ser det langt nok ude fra, så det er om at finde nogle komediepunkter i det og også nyde det «.

Mads Mikkelsen: »Jeg kan huske, jeg så et dokumentarprogram, som alle var helt oppe at køre over. Det handlede om en eller anden klaphat, der bliver ved med at kravle op og ned ad Mount Everest og mister fødder og hænder og næse, og pludselig sidder han deroppe og ringer hjem til sine børn og sin kone og stortudende siger, ’jeg gør det jo for jer’. Det kan ikke blive mere grotesk! De sidder derhjemme og er ved at pisse i bukserne over, at manden dør, og han har bildt sig selv ind, at han gør det for dem. Det halve af Danmark sad og fik tårer i øjnene og klappede ad ham – hvor man tænker: Er alle blevet vanvittige!?«

Anders Thomas Jensen: »Det er jo det allerbedste i ’Breaking Bad’: Hvor Walter White kigger på sin familie, som han har mistet, og indrømmer: ’Det var for min egen skyld’«.

Tror I selv på en større mening?
Anders Thomas Jensen: »Jeg tror nogle gange. Det fede er, at man altid lige kan springe over og tro lidt«.

Mads Mikkelsen: »Som man siger: Der er ikke nogen ateister på en flyver, der er ved at styrte«.

Anders Thomas Jensen: »Det er rigtigt. Og det ville også være fuldstændigt åndssvagt, hvis man nu tager fejl!«.

Mads Mikkelsen: »Jeg kan sagtens forstå, man gerne vil tro, særligt i sørgelige momenter i ens liv. Det er spar fem, der rydder bordet, og det er meget fedt. Og jeg misunder det da også lidt en gang imellem. Nu kan jeg se, at Casper Christensen er hoppet på den, så måske kommer der en bølge. Men jeg er også nødt til at sige: Vi opfandt Gud. Efter fem minutter begyndte vi at kede os. Så opfandt vi Satan«.

Anders Thomas Jensen: »Og så opfandt vi Netflix«.

’Retfærdighedens ryttere’ får biografpremiere 19. november.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af