Nr. 7: ’Wolfgang’ (1997)
Ligesom ‘Valgaften’ og ‘Ernst og lyset’ blev ‘Wolfgang’ Oscar-nomineret, men Anders Thomas Jensens anden kortfilm manglede den enkelt-originale idé, som gjorde de to andre så perfekt egnede til det korte format.
Wolfgang er en midaldrende dirigent, der spagfærdigt prøver at frigøre sig fra sin dominerende mor, som sidder klar på første række i en tom koncertsal, mens Wolfgang bag kulissen kæmper med en af musikerne, der nægter at spille.
Underholdende og med gode replikker som altid hos Anders Thomas Jensen, men man mangler et stramt koncept, og de 14 nøjsomme minutter kan ikke helt rumme ambitionerne i denne historie om store temaer som moderbinding og midtvejskrise. ‘Wolfgang’ føles som en skrumpet spillefilm, man alligevel ikke for alvor ville være interesseret i at se.
Nr. 6: ‘Mænd og høns’ (2015)
Det ville være synd at sige, at man decideret keder sig i selskab med Mads Mikkelsen, Nicolas Bro, Søren Malling, David Dencik og Nikolaj Lie Kaas på slap line, men ’Mænd og høns’ er desværre ikke blot den mest syrede af Jensens værker (det siger ikke så lidt), den er også den svageste på spillefilmniveau, hvor mængden af falske gebisser og »provokerende« plotpointer overskygger fængende historiefortælling.
Dencik er den nervøse Gabriel, der sammen med sin sexfikserede bror Elias (Mikkelsen) drager ud til en lille dansk ø for at finde deres rigtige far. Som en ekstra ’bonus’ viser det sig, at de søreme også har tre halvhjernede halvbrødre (Bro, Malling og Kaas), der bor i hønsemøg til halsen på et smuldrende landsted. Kælderen gemmer på makabre »videnskabelige« forsøg, og alle fem mænd er mistænkeligt lune på dyresex og voldelig adfærd – men chokværdien udebliver, når hver grænsesøgende joke gentages femten gange for Prins Knud.
Man lugter desuden relativt hurtigt det noget søgte plottwist i kostalden, og til trods for intenst outrerede præstationer fra hele det dedikerede stjernecast bliver karaktererne aldrig bliver andet end sketch-figurer.
Nr. 5: ‘Ernst og lyset’ (1996)
Før ’Adams æbler’ gik i flæsket på tro og religion udforskede Anders Thomas Jensen den pragmatiske danskers selvtilfredshed og ringeagt for »mirakler« i den Oscar-nominerede kortfilm ’Ernst og lyset’.
Filmen var Jensens første, men instruktørens flair for galgenhumor og social satire skinner tydeligt igennem fra øjeblikket, replikkerne begynder at fyge mellem forretningsmanden Ernst (Jens Jørn Spottag) og, well, Jesus (Søren Østergaard).
Smart-i-en-fart-sælgeren Ernst er på vej hjem fra lufthavnen i Købehavn – der netop har været ramt af en mystisk strømafbrydelse – og giver Jesus et lift. Denne er vendt tilbage til jorden efter 2.000 år og har til hensigt at hverve Ernst som sin første discipel. Men end ikke Jesus kan hamle op med Ernsts kapitalistiske kynisme og totale indifferens over for det guddommelige.
’Ernst og lyset’ er en filosofisk lille road movie med en suspense-krog (ser egotripperen slutteligt lyset?), og midt-90’er-settingen føjer morsomt nostalgiske facetter til seeroplevelsen anno 2020.
Kan ses gratis på Filmcentralen.dk
Nr. 4: ’Valgaften’ (1998)
Tredje gang var lykkens gang for Anders Thomas Jensen, der efter at have været Oscar-nomineret i ’97 (for ’Ernst & lyset’) og ’98 (’Wolfgang’) endelig hjemtog statuetten for Bedste kortfilm i ’99 for genistregen ’Valgaften’.
Ulrich Thomsen spiller hovedrollen som idealistiske, men fortravlede Peter, der pludselig skal have ekstra fart på, hvis han skal nå at sætte sit kryds, inden stemmestederne lukker. På vejen møder han imidlertid en række taxachauffører med særdeles kradse holdninger fra begge sider af det politiske spektrum, og Peter splittes mellem at forsvare sine egne holdninger, hoppe ud ad vognen og risikere at forspilde sin stemme, eller forblive neutral på bagsædet. Kort sagt, det moderne menneskes daglige valg i en nøddeskal.
Det er en fremragende akavet og klaustrofobisk præmis, som de fleste vil kunne genkende i den ene eller anden form fra sit eget liv, og Ulrich Thomsens portræt af den høflige, selvindbildsk politisk korrekte mands voksende frustration og tvivl på demokratiets rummelighed sidder lige i skabet frem til sidste billede, hvor alle facader falder.
Kan ses gratis på Filmcentralen.dk
Nr. 3: ’Adams æbler’ (2005)
De personlige tragedier lurer lige under overfladen i Anders Thomas Jensens komedier, og således i den grad også i ’Adams æbler’, hvis skildringer af tro, traumer og fornægtelse slægter flere af tematikkerne i ’Blinkende lygter’ på (hvor æble-problemstillingen også går igen).
Ulrich Thomsen spiller den prøveløsladte Adam, der sendes på arbejde i en kirke, hvor to andre tidligere kriminelle allerede opholder sig (Nicolas Bro og Ali Kazim). Præsten Ivan er en mistænkeligt insisterende optimist (super stærkt spillet af Mads Mikkelsen), hvis krampagtige tro på det gode i alting dækker over en afgrundsdyb sorg – og nynazistiske Adam gør det til sin fornemste opgave at knække manden.
Samtidig skal stodderen dog også liiige bage en æblekage (hans eget forslag, da Ivan opfordrer ham til at finde et passionsprojekt), men den relativt simple opgave kompliceres, idet alverdens ulykker sjovt nok regner ned over kirkens æbletræ og udfordrer Adams overbevisninger.
Til trods for en perlerække af urkomiske dialoger (fortrinsvis drevet af Mikkelsen) er ’Adams æbler’ en overraskende barsk fortælling, der ikke lægger fingre imellem, da Ivans verden krakelerer. Præsten tror for meget, Adam for lidt, og ingen af de to mænd tror rigtig på sig selv. Til gengæld tvivler man aldrig selv på, at Anders Thomas Jensens livskloge (anti)religionsfilm er stærkt seværdig.
Nr. 2: ‘De grønne slagtere’ (2003)
Det er de færreste skuespillere, der får mulighed for at spille kannibal mere end én gang i karrieren (hvis overhovedet det!), men Anders Thomas Jensens frygtløse hofskuespiller Mads Mikkelsen er heller ikke hvem som helst.
Flere år før vor verdensstjerne sprang ud som laber gourmet-kannibal i designerjakkesæt i serien ’Hannibal’, gav Mikkelsen den således som en anderledes kikset provinsslagter i svedplettet skjorte og med tårnhøje glinsende tindinger, hvis marinerede menneskeofre flyver over disken i ’De grønne slagtere’.
Anders Thomas Jensens sjoveste film er formentlig også den samlede filmhistories mest lårklaskende kannibalfortælling, hvori Mikkelsens Svend Sved og Nikolaj Lie Kaas’ irritable Bjarne udgør en umage, men immervæk elskelig duo. Kaas’ er sågar på overarbejde i en dobbeltrolle, der også lader skuespilleren folde sine humoristiske talenter helt ud som Bjarnes evnesvage tvillingebror Eigil, mens Ole Thestrup yder karakteristisk grovkornet, excentrisk support på sidelinjen.
’De grønne slagtere’ har den form for C-films-smægtende vanvidspræmis, som man dårligt kunne forestille sig andre end Anders Thomas Jensen forvandle til komisk haute cuisine med et hjerte af guld.
Nr. 1: ‘Blinkende lygter’ (2000)
Få danske film udover ’Den eneste ene’ har kastet så eviggrønne citater af sig som ’Blinkende lygter’. Fra »Jeg skal da ha’!« til »Hvad fanden skal vi med 34.000 kartoner Grøn Look?!«, »Vi jager«, »Han er jo psykopat, ham der« og »Det er en syg høne, der har lagt det æg«.
Anders Thomas Jensens bedste film er en ubestridt nyklassiker, der er sjov, opfindsom, barsk og decideret rørende i lige mål, når Mads Mikkelsen, Ulrich Thomsen, Nikolaj Lie Kaas og Søren Pilmark folder sig ud som BFFs på den forkerte side af loven.
Kriminelle Torkild (Pilmark) er dybt i lommen på gangsteren ’Færingen’ (Peter Andersson), men beslutter sig alligevel for at stikke af med fire millioner af hans penge. Sammen med sine medsammensvorne og barndomsvenner Arne (Mikkelsen), Peter (Thomsen) og Stefan (Lie Kaas) gemmer Torkild sig på en nedlagt kro ude i skoven, hvor de hver især hjemsøges af grumme ungdomstraumer (filmens flashbacks er formidabelt creepy), og kedsomheden avler kuriøse nye hobbyer – á la ko-aflivning, digtoplæsning af »Ove Ditlevsen og, bedst af alle scener, æggepustning, der får uheldig udgang for Stefans topirriterende kæreste Hanne (Sofie Gråbøl).
’Blinkende lygter’ er en effektiv actionkomedie, men dens hudfletning af mandlige venskaber og smertelig sjæleransagelse løfter værket langt over samtidige danske genrefæller som ’I Kina spiser de hunde’ og ’Gamle mænd i nye biler’,og giver filmen en tidløs kvalitet.
Såvel som status af et reelt dansk mesterværk.