Det er egentlig lidt tarveligt, siger jeg til Nicole Fernando, der i negleverdenen er kendt som She Naildid, da jeg tager kontakt til hende. For jeg vil have hende til at give nogle råd, så folk ikke behøver komme til hende, men bare kan lave neglene selv.
Hun er dog bare glad for at flere og flere får øjnene op for neglekunsten. Det tager heller ikke mange kig på hendes Instagram-profil for at finde ud af, at man nok ikke når hendes niveau bare ved at læse denne guide.
Men hvis du vil i gang selv, eller måske bare se, om det er noget for dig – eller hvis du sågar drømmer om at gå i Nicole Fernandos fodspor, så tjek hendes råd.
1. Start med almindelig neglelak
»Man kan starte med at lave nailart med almindelig neglelak og et par nailart-pensler. Det er dog lidt begrænset, hvad man kan lave, da neglelak tørrer hurtigt, men det er i hvert fald en god start, da du ligesom vænner dig til at have en pensel i hånden«, siger Nicole Fernando.
2. Opgradér til gel polish eller shellac
»Hvis man ønsker at tage det to the next level, så er det helt klart nailart med gel polish eller shellac. Forskellen er, at man kan lave mere detaljeret nailart med gel polish eller shellac, da neglene først tørrer, når de kommer ind i en UV- eller LED-lampe, så man kan få helt perfekte streger, motiver og så videre.
Jeg vil dog altid anbefale, at man tager en professionel negleteknikeruddannelse, hvis man vil arbejde med gel polish eller shellac. Ved at tage en uddannelse lærer man blandt andet om neglenes anatomi og får et godt kendskab til produkterne.
Jeg ser desværre en masse, der køber gel polish eller fake ‘shellac’ online uden certifikat, som ender med at smadre deres egne samt andres negle, fordi de glemmer, at det i sidste ende er kemi, de sidder med. Man øger også risikoen for en allergisk reaktion, hvis man ikke ved, hvad man laver, og hvilke produkter man arbejder med«, siger Nicole, der selv køber sine produkter igennem ICGroup.dk.
3. Øv dig på negletippe
»De kan købes af både begyndere og professionelle online. Så kan man også se, hvordan et design ser ud på en ‘negl’, og man behøver ikke hele tiden finde en tålmodig person til at sidde stille«.
4. Gå ikke ned på udstyr
»Sørg for at have det rigtige værktøj som gode produkter og pensler. Det gør en kæmpe forskel for slutresultatet. Det er godt at have et par neglefile, lidt forskellige farver og i hvert fald én tynd pensel«.
5. Saml inspiration
»Hvis man ønsker at blive megagod til nailart, så kan man få inspiration ved blandt andet at tage på en masse museer – det gør jeg selv – se nailart-videoer og tutorials på nettet, tage på nailart-kurser og følge nailartists i Sydkorea og Japan. De er lysår foran resten af verden, hvad angår nailart«.
Fire inspirerende Insta-profile ifølge Nicole Fernando: