De seneste dage har Ekstra Bladet rapporteret, at Branco har haft rod i regnskaberne. Ifølge avisen har rapperens to selskaber B.B.B. IVS (som han ejer) og Akkomplished ApS (som han ejer halvdelen af) ikke betalt den fornødne skat og moms. De blev tvangsopløst i 2018 og erklæret konkurs året efter.
Inden konkursbegæringen skal Branco desuden have trukket tæt på en million kroner ud af førstnævnte selskab uden at indberette det til skattemyndighederne. Konkursboets kurator betragter, ifølge Ekstra Bladet, den overførsel som et ulovligt lån.
Ekstra Bladet beretter også, at Branco sandsynligvis skal i retten, og at konkursboets kurator vil have frataget rapperen retten til at drive virksomhed via en såkaldt konkurskarantæne.
Skulle Branco blive kendt skyldig i sagen om konkurskarantæne vil det ikke længere være muligt for ham at drive et selskab.
Branco har via sin advokat meddelt Ekstra Bladet, at han ikke vil udtale sig om konkurserne.