Juana Molina

Skulle du af uransagelige årsager have gjort dig skyldig i den fadæse ikke at investere i Juana Molinas æteriske tour de force, ‘Tres Cosas’, byder muligheden sig nu for at rette op på dette. ‘Son’ placerer sig yndefuldt i umiddelbar forlængelse at forrige udspil, og en dejlig udstråling af musikalsk afklarethed ledsager de stemningsmættede numre.

Luftigheden i den akustiske guitar og det velkomponerede, elektroniske virvar af snurrende og klikkende underlægningsdetaljer er ikke til at tage fejl af, idet Juana Molina som få formår at tildele hvert eneste af de underfundige krumspring sit eget elegante fingeraftryk. Og med den elveragtige, næsten hviskende, stemme, der effektivt er blevet dubbet op, kræves der ikke flere ingredienser for at gåsehuden indfinder sig.

Hvad pladen måske ikke har i umiddelbarhed og store armbevægelser, har den til gengæld i atmosfærisk nærvær og lavmælt insisteren, og den er således en værdig efterfølger til ‘Tres Cosas’. Og er man som undertegnede ikke i stand til at afkode spanske gloser i en grad, så det i det mindste fremstår som delvis forståeligt, betyder det absolut ikke, at Juana Molinas smukke univers er utilgængeligt.