Most Valuable Players

Denne svenske kvartet har længe huseret diverse mp3-blogs med ‘Stockholm Doesn’t Belong to Me’, en ejendommelig, lille sag, der mixer massejubel, et roligt beat og trompet i det rette forhold, så man sagtens kan blive i tvivl om sandheden i sangens titel.

Og nu har Most Valuable Players så begået et debutalbum, der, uden at overbevise lige så meget hele vejen igennem, byder på god, underspillet indietronica. På svenskernes hjemmebane minder de mest om Erik de Vahls forsigtige univers med al dens detaljerigdom og småfalske vokal, men i mere uptempo stunder er der også aner til The Embassy.

Trekløveret midt på albummet – ‘Snow in May’, ‘Marco Polo’ og ‘Stockholm Doesn’t Belong to Me’ – er pletskud fra den helt rette pistol, og beviser at bandet formår at skabe diversitet i et ellers lille lydbillede. ‘Snow in May’ minder om en ekskursion til zoologisk have med dens fuglelignende kvidren og congas, mens ‘Marco Polo’ er Most Valuable Players, når kvartetten får det rolige til virkelig at fungere. Et repeterende beat med masser af blippende detaljerigdom, og så et bevis på at vokalen har bedst af at holde sig til et roligt tempo.

På resten af albummet serverer Most Valuable Players mest dvælende, skrøbelig pop, og mens det er ganske lækkert, så er det i mix-zonen, hvor beatet skaber kontrast til vokalen, at svenskerne befinder sig bedst og får mest ud af det åbenlyse potentiale.