KOMMENTAR. Vi stod op til en koncert. Vi STOD OP!
Jeg tænkte faktisk ikke over det, før nogen pointerede, hvor fantastisk det egentligt var at kunne stå på sine to ben og høre livemusik.
For det føltes jo som det mest naturlige i verden. En menneskeret. Men så snart, jeg blev mindet om det, eksploderede min hjerne en lille smule.
Det er jo det her, vi alle har savnet. Og at man så ikke tænker videre over det, når det rent faktisk sker, vidner jo også om, at man ikke har glemt det.
Vi har ikke glemt, hvordan det er at leve livet, tage på festival og drikke fadøl. Men vi har savnet det.
Og det var det, den første dag i Roskilde Festivals Summer Days-eventrække gjorde: Den mindede os om, hvad det er, vi har savnet. Og så gav dagen et mindre stykke af den ægte vare, som kan dulme nerverne og afsavnet, indtil vi til næste år rammer Dyrskuepladsen for fuld smadder.
Når det gælder Roskilde Festival er det ret mærkværdigt, hvad man sådan kan savne. Det må jeg erkende efter en dag på Dyrskuepladsen, hvor Gloria-scenen og det omringende område var omdannet til en minifestival delt over i to.
Bare det at stige af toget på Roskilde Station og gå den klassiske rute, mens man sveder og bliver i tvivl om, om man har taget for meget tøj på. ’Men det bliver jo koldt i aften?’
For ikke at tale om problemerne med at klappe med en fadøl i hænderne (specielt når den kommer i et hårdt plastikkrus) og småirritationen over folk, der snakker under en koncert, selv om de aktivt har valgt at gå ind i teltet – hvorfor er du her overhovedet!
Ja sgu, selv Roskilde Festivals sløje toiletpapir (til at tørre hænder i!), havde jeg savnet. Du ved, det der hænger i de der monstrøse grå beholdere og har en grov sandpapirskvalitet, der snildt kan bruges til at slibe øverste lag af dit spisebord.
Det vakte minder! Toiletpapiret var på en måde nostalgisk. Nostalgisk toiletpapir.
Og alien og ko var der! Tænk engang, at man kan få et sekunds lykkerus af at se en grøn plastic-alien baghygge sig med en ko.
Det var så de mindre åbenlyse ting, men også rent musikalsk leverede Summer Days’ førstedag med ML Buch, Smerz og Erika de Casier noget af det, vi nu har undværet to år i træk.
Smerz’ gennemkoreograferede performance-koncert i grænselandet mellem barok, r’n’b, opera og techno gav noget x-factor – det var sådan noget, som ville have foregået præcis på Gloria under en normal festival. Og hvor man ville være gået derfra og have tænkt; wauw, det var alligevel … spændende.
Så var der Erika de Casier, som efter to mere artsy optrædener fik forløst den feststemning, der lå og boblede under overfladen.
Hendes r’n’b er jo på papiret ikke det mest festlige, men hun havde retmæssigt skruet op for produktionerne, så der ganske enkelt kom mere smæk på. Og der skulle ikke meget til – for der var så meget indestængt festglæde i folk, at den mindste gnist kunne antænde et gigantisk orange bål.
Erika de Casiers koncert var en ægte Roskilde-fest. Det blev lidt primalt på den gode måde. Lad os bare gå så langt og sammenligne med den der saftige dansescene fra ’Matrix Reloaded’, fordi … hvorfor ikke.
»Vi vil ikke stilhed«, sagde en Roskilde-stemme i højttaleren inden en af koncerterne: »Vi vil give en lille bid af alt det gode fra Roskilde Festival«.
Og mere kunne man ikke forvente.
Summer Days er ikke Roskilde Festival. Det er en hyggeudgave. En lille flig af the real deal. Noget der minder os om, hvad det er, Roskilde Festival kan – og hvad det er, vi ser frem mod. Hvad vi vender tilbage til i 2022.
Og den der lille orange følelse i maven, den var dejlig at mærke igen. Den føltes helt naturlig. Ligesom retten til at stå op til koncerter.