Det bedste #1: ‘Succession’-graduates!
Birollegalleriets største MVP er uden tvivl den tidligere ‘Succession’-skuespiller Justine Lupe.
Hun slår denne gang pjalterne sammen med en artsfælle i form af Arian Moayed, der spillede Kendall Roys utilregnelige forretningsmakker i HBO-serien, og som også får lov at slå sig komisk løs som »den uetiske terapeut«, der ikke spilder et sekund med at fri til Morgan efter endt psykologforløb.
På mange måder et passende match til Lupes Morgan og hendes skægge, men tvivlsomme moral.
Deres ægteskab er åbenlyst en forfærdelig idé for de fleste med omløb i hovedet, men ikke desto mindre et prisværdigt overgearet planken ud-plot, der er lige så sprængfarligt, som det er sjovt. Og for Morgans vedkommende er det blot en af mange fantastisk tvivlsomme karaktertræk.
Et andet er, da hun i ramme alvor foreslår det som en passende straf for en skamklippet dukke i skoletiden at klippe håret af barndomsvenindens baby.
»Har du noget smør, det her er ret tørt«, siger hun i færd med at franskerspise en helt ubrudt baguette.
Tak til Morgan for at ridse en dårligt parkeret Tesla Space Truck og gadedrengshoppe småpsykopatisk ind i vore hjerter endnu en gang. Og tak til Dr. Andy for at udsætte hende for potentielt livsændrende grooming.
Det bedste #2: Blair Waldorfs genkomst
Det var som at have en vidunderlig intern joke med hele ‘Nobody Wants This’-produktionen, da Leighton Meester – forhenværende ‘Gossip Girl’-dronning Blair Waldorf – tonede frem på skærmen som influenceren Abby Wants Smoothies, der er forhadt gammel barndomsven til Joanne på grund af en dukkehårsskamfering i 4. klasse. Nu har hun hyret Adam Brodys hotte rabbi Noah til at stå for navngivningen af sin datter.
Pigen skal hedde Afternoon. For sagen er den, at Brody og Meester i virkeligheden er gift, og hvis man er typen, der stadig har følelser investeret i den hellige forening af Seth Cohen og Blair Waldorf, er det pirrende at se dem hilse på hinanden, som om de er fremmede!
Dog er højdepunktet i afsnittet faktisk bare generelt Leighton Meester, der kort og kontant minder os om, at det er et stort spild, at hun ikke optræder på skærmen oftere.
Af alle de omvandrende easter eggs for millennials, der befærder ‘Nobody Wants This’, er hun den, man allerhelst ser returnere. Et afsnit var alt for lidt.
Der er få, som kan hamle op med det interne syrebad, Justine Lupe og Kristen Bells søsterduo har kørende, men Leighton Meester kan.
Det bedste #3: De har i hvert fald prøvet at fixe de jødiske kvinder
Selvom første sæson af ‘Nobody Wants This’ mestendels blev badet i ros og popularitet, vakte én ting kritik: seriens »ondsindede« skildring af jødiske kvinder som noget nær antifeministiske nedturskoste, der ikke ville røre Joannes såkaldte shiksa med en ildtang (oprindeligt skulle Netflix-serien faktisk have heddet ‘Shiksa’). Hvorimod jødiske mænd blev skildret som rare og cool med Brodys Noah som gallionsfigur.
Der blev rettet kritik fra blandt andet Time Magazine og The New York Times, der mente, at serien faldt tilbage på en gammel og sexistisk tendens til at spille jødiske og ikke-jødiske kvinder ud mod hinanden.
Og medgivet tog hverken den søde og lækre rabbiners svigerinde, mor eller ekskæreste sig særlig godt ud. Nok fordi vi mødte dem gennem outsideren Joannes øjne, men helt uden at være jøde oplevede jeg også skildringen af kvinder, der har barnlige intriger, mens mændene blindt spiller basketball, som noget, vi havde efterladt på perronen.
Uden at skulle kunne tale på jødiske kvinders vegne står det dog bedre til i anden ombæring.
Her er en af de bedre forløste sidehistorier den om Esther og Sashas ægteskab, og selvom førstnævnte stadig skildres lidt bitchy, især over for hendes ægtemands usandsynlige confidant Morgan (Justine Lupe), er det på en langt mere normal og afbalanceret måde. Hun er også sjov, sød og menneskelig. Generelt er det overraskende fint at følge sæsonens fokus på Esther og Sashas forhold.
Noahs eksforlovede Rebecca sendes sågar mod solnedgangen som lykkeligt single, mens der bliver rettet skyts mod hans adfærds mere problematiske træk (at forlade sin forlovede fra den ene dag til den anden uden at have sagt, at der var noget galt …en art monogam ghosting).
Det værste #1: Millennial-hjernevask
Lige så sultent jeg slugte anden sæson af ‘Nobody Wants This’, sad jeg løbende med en nederen fornemmelse af at blive leflet for, mens serien hastede sig gennem sit arsenal af millennial-fluff fra (forspildt) Seth Rogen til jokes om iPhone-afhængighed.
Det var som om, at det, der skulle have været et stykke selvstændigt komediedramatik, i virkeligheden mest var interesseret i at fungere som en algoritme, der kildede hjernen med buzzy relaterbarhed og populære sange, der ikke nødvendigvis bakkede op om temaet eller handlingen.
Som ‘Girls’-fan er der dødsstraf for nogensinde at overspille en monolog fra Alex Karpowsky (aka. Ray) med ‘Good Luck, Babe’ af Chappell Roan. Og jeg elsker ellers ‘Good Luck, Babe’ af Chappell Roan!
Det er fedt, at alle er enige om, at Fergies ‘London Bridge’ er en fed sang, men hvorfor skal den absolut spille, når det jødiske svigermonster Bina entrerer sin søns basketkamp?
Nej, det er ikke så lækkert og romantisk at tage karbad med sin kæreste, som det bliver gejlet op til. Men da Joanne nægter i ‘Nobody Wants This’, føles det lidt som at se et gammelt meme forklædt som en original joke. Ja, pandehår er udtryk for personlig krise. Ja, samtalekort er en effektiv måde at gøre det forfærdeligt at drikke øl på. Ja, det kan noget at doomscrolle side om side.
Én ting er de små elementer af intern millennial-humor, men det bliver fladt, når de følelsesmæssige klimakser lyder som et therapy-quote fra Instagram: »Ved du hvad drømmen er? At have lyst til at have sex med nogen, der får én til at føle sig tryg«. Det er romcom-dramatik som duftlys.
Hvad fanden blev der af »I’m just a girl standing in front of a boy, begging him to love me?«.
Det værste #2: Sponsoreret indhold
Hvem har ikke prøvet et produkt på et fremmed badeværelse? Kald det en klassiker, kald det en kliche.
I ‘Nobody Wants This’ er det totalt on brand, at Joanne napper nogle af sin gamle influencerfjendes dyre dråber opstrammende serum. Til gengæld er det også for bogstaveligt on brand. Vi får et close-up af produktet, der varer så længe, at man kan nå at læse dets navn til fulde: Estée Lauder Advanced Night Repair Serum Synchronized Multi-Recovery Complex.
Når man først har lagt mærke til det, er det svært ikke at se, hvor meget product placement der stjæler tid i anden sæson i både billeder og dialog.
Det værste #3: Geriatrisk mullet
Ligesom Seth Rogens umodne ølbrygger i komedieserien ‘Platonic’ er ‘Nobody Wants This’ en form for satire over, hvordan hvide velstillede mænd i Los Angeles klæder sig.
Her er det Timothy Simons menneskelige bønnespire Sasha, en anden af seriens undervurderede stjerner, der er en omvandrende katastrofe af manglende personlig stil. Det er bare ikke helt så sjovt håndteret som i Apple-serien.
Man er faktisk lidt for meget i tvivl om, hvorvidt det er meningen, han skal se dum ud, eller bare gør det. Og det er jo spildt komisk potentiale! (Noget, der til gengæld ikke er spildt, er hans danseopvisning til Ariana Grandes ‘7 Rings’).
I den nye sæson giver hans tiltagende midtvejskrise sig til udtryk i en mullet, der skriger til himlen, som en falsk hipstertoupé. Sjovt? Muligvis. Men hår, der er distraherende grimt, er et problem.
Det værste #4: If it ain’t broke …
Højt at flyve, dybt at falde, eller som det hedder på sitcom-sprog: For hver romantisk forening i en fortløbende serie følger den svære udfordring at skabe tvivl om forholdets egentlige holdbarhed. Der er ikke meget spænding i et forhold uden problemer eller breakup-fare.
‘Nobody Wants This’ var alligevel ikke sådan helt vildt spændende i sæson ét, fordi alt i serien talte ret uproblematisk for, at Joanne og Noah var et godt match.
Det samme er tilfældet i sæson to, så man køber ikke nødvendigvis ideen om, at Joannes manglende jødiske tro skulle decideret kunne ødelægge det. Og det gør ikke noget! Serien er udmærket alligevel.
Det, der til gengæld gør noget, er, at sæson to munder ud i en slutkonflikt, der nærmest er identisk med første sæson med den eneste lille forskel, at shiksaen her jagter den hotte rabbiner i stedet for omvendt.
Når det er værst, tror man, at ‘Nobody Wants This’ har kigget efter hos en af tidens allermest populære serier (ikke mindst blandt folk, der er for gamle til at se den), ‘The Summer I Turned Pretty’, der kamouflerer sin repetitive grundkonflikt og sine generiske karakterer med et tæppebombardement af snappy TikTok-musik og miljømontager.
I stedet for en teenagetrekant er det her bare en søgt parforholdskonflikt mellem 40-sometings med commitment issues, der bliver trådt vande i.
‘Nobody Wants This’ kan ses på Netflix.