ANBEFALING. Danmark bugner med festivaler. Mange af dem er store, folkelige festivaler, der booker så brede navne som muligt, og dermed nærmest fremstår som opskalerede udgaver af Grøn.
Men dykker man ned i det små, er der også mere nichede festivaler, der har helt unikke profiler og identiteter.
A Colossal Weekend i Vega samler alt det bedste fra de mere artsy ender af metallens, hardcorens og postrockens verden. Nashville Nights i Odense fører countrymusikken til Fyn. Og Alter Festival i Aarhus samler et spraglet udvalg af skæve, alternative navne fra ind- og udland, der trods et stort genrespænd alle har det til fælles, at de er eklektiske og eventyrlystne.
I lidt samme territorium som sidstnævnte finder vi festivalen Smelt, der til november afholdes over to dage på Vestegnens spillesteder. Festivalens navn hentyder endda til, at de opfatter sig selv som et musikalsk smeltedigel, hvor forskellige musikforgreninger mødes og skaber ny magi.
7. november indtages Forbrændingen i Albertslund af punkgruppen Pleaser, de lokale dj-helte i Albertslund Terror Korps og en fælleskoncert fra de elektroniske eksperimentalister Tettix Hexer og Vio Lino.
Dagen efter rykker festivalen til Rav i Brøndby, der gæstes af den internationalt hypede, men i det danske hjemland stadig relativt underbelyste drømmerock-kunstner Molina, hyperpopbandet Neon Priest og punket technofest for fuld udblæsning fra norske Fochs Koshka.
Det er et lineup, der bør vække nysgerrighed for enhver fan af grænsesøgende, alternativ musik. Og det er endda inden, jeg har fået nævnt de to allerstørste scoops på årets plakat.
Nemlig de amerikanske rappere Mike og Elucid, der som de eneste transatlantiske indslag fremstår som programmets de facto-hovednavne.
Undergrundens svar på Big Boi
Elucids diskografi strækker sig helt tilbage til 2002, og den tæller over 20 udgivelser i eget navn. Men det, der særligt har gjort Elucid til en hæderkronet skikkelse inden for undergrundsrap, er, at han udgør halvdelen af den abstrakte hiphopduo Armand Hammer.
Duoen har i over et årti imponeret med deres på én gang skarpe og impressionistiske tekster, der med et knips skifter mellem hårdkogte samfundsskildringer, fragmenterede øjebliksbilleder og underfundig introspektion, mens produktionerne rangerer fra det ubehageligt støjende til det så svævende og nedbarberede, at det stedvist er mere ambient.
Dagen, hvor Elucid spiller på Smelt, er endda udgivelsesdatoen for det næste Armand Hammer-album. Albummet hedder ‘Mercy’ og er duoens andet fællesalbum med superproduceren The Alchemist.
Hvor Armand Hammer i høj grad er Elucids claim to fame, har det dog også betydet, at han har stået meget i skyggen af duoens andet medlem, Billy Woods, der da også inden dannelsen var den mere berømte af de to.
Jeg har set nogle fans argumentere for, at diskrepansen i berømmelse skyldes, at Elucids solomusik er være mere eksperimenterende end Woods’. Det er imidlertid en lidt søgt forklaring, når nu de begge er meget eksperimenterende og ukommercielle kunstnere. Og selv i lyset af det, er Elucids album ‘Revelator’ fra sidste år ikke noget, der ville virke ekstremt, hvis man i forvejen er fan af kunstnere som MF Doom og Jpegmafia.
Men omvendt udgiver Elucid også værker som den 41 minutter lange sang ‘Interference Pattern’, der er et stykke sonisk collagekunst, der væver avantgardejazz, ambient og hiphop sammen. Den bandcamp-eksklusive udgivelse er særpræget, men hvis man først overgiver sig til den, står man over for en af Elucids allerstærkeste udgivelser.
Skellet i popularitet skyldes nok rettere, at Billy Woods gør mere ud af at sælge sine soloalbum med koncepter og æstetik, mens Elucids værker i høj grad lader musikken stå på egne ben.
Men ligesom man ikke skal undervurdere Big Boi, blot fordi Outkast-makkeren André 3000 havde lettere ved at opnå ikonstatus, er Elucid i den grad også værd at lytte til i egen ret.
Earl Sweatshirts lærling, der selv blev mentor
Mike har et virkelig irriterende kunstnernavn. Når jeg fortæller folk om ham, skal jeg konstant forklare, at nej, jeg mener ikke Killer Mike, Open Mike Eagle eller Mike Will-Made-It. Jeg mener bare Mike.
Men bag dette kunstnernavn finder vi en rapper, der lige så stille har sat dagsordenen for meget af USA’s undergrundsrap det seneste årti. Allerede da Mike var teenager, fik han nemlig en af sine store helte som mentor – navnligt Odd Future-yndlingen Earl Sweatshirt.
Med dette cosign i ryggen udgav han i 2017 gennembrudsalbummet ‘May God Break Your Hustle’. Lyden var inspireret af både Earl og MF Doom, og Mike havde en skæv, fragmentarisk tilgang til rap, der dog blev gjort spiselig takket være bouncy flows, der kæmpede om opmærksomheden med souljazzede vokalsamples, der var placeret meget højt i mixet.
Men albummet, der for alvor cementerede Mikes storhed kom først året efter – og Mike medvirker end ikke på det.
Da Earl Sweatshirt i 2018 udgav det depressive og indadskuende mesterværk ‘Some Rap Songs’, var mange fans nemlig hurtige til at bemærke, at det nærmest lød mere som Mike, end det lød som tidligere Earl-projekter. Lærlingen, der dengang blot var 20 år gammel, var allerede selv blevet en stor indflydelse for sin mentor.
Herefter kom Mike i virkelig høj kurs blandt fans af undergrundsrap. Producere som Tony Seltzer og førnævnte The Alchemist udgav fællesalbum med ham, og soloudgivelser som ‘Burning Desire’ fra 2023 samt dette års ‘Showbiz!’ er blevet hyldet i hiphopkredse. Og det er sket, fordi Mike alle dage har arbejdet benhårdt på at finpudse sit håndværk.
Mike og Elucid ville ikke stå med stor skrift på særlig mange festivalplakater – og en del festivaler ville nok helt ignorere dem.
Derfor er det så meget desto vigtigere, at vi har festivaler som Smelt, hvor de kan få lov til at indtage scenerne som de sværvægtere, de reelt har vist sig at være inden for hiphopundergrunden.
Smelt Festival finder sted 7.-8. november på Forbrændingen i Albertslund og Rav i Brøndby.