Andy Bell

Siden de blev dannet for tyve år siden, har Erasure givet os klassikere som ‘Oh L’Amour’ og ‘Love To Hate You’. Den ene halvdel, Vince Clarke, er med sin samtidige fortid i Depeche Mode og Yazoo løbet med meget af respekten for den musikalske side, mens Andy Bell har leveret vokalerne. Men nu er Bell sprunget ud som solist med album-debuten ‘Electric Blue’, som han har lavet sammen med producerduoen Phillip Larsen og Chris Smith i Manhattan Clique, der tidligere har remixet blandt andre Moby, Goldfrapp og The B-52’s.

Efter Erasures sidste afdæmpede og alvorligt lydende sidste album ‘Nightbird’ er ‘Electric Blue’ et opløftende skift. Der bliver i et pumpende tempo leveret fuldfede og muskuløse bas-grooves, akustiske western-guitarer, smukt arrangerede strygere, forfriskende blæserarrangementer, elegante kor og en god dosis digitale effekter.

Det der gør albummet til pop af højeste kvalitet er, at genrens dyder bliver holdt stramt: musikken svinger i dynamisk niveau, den holder sig til en old school pop-form med vers, bro, omkvæd og så videre, og intensiteten i numrene bygges op, så man faktisk føler forløsning, når peak’et nås. Ligesom i Erasure er fundamentet de fængende, men simple, halvsyntetiske beats, der bærer numrene igennem, tilsat den gode pop-melodi om krop, kærlighed og blandingen af de to.

‘Electric Blue’ kan i al dets pop-pompøsitet være lidt af overdosis med det ene meget veloplagte nummer efter det andet. Ikke dårligt. Bare som at foræde sig i tiramizu eller drikke sig stangstiv al for hurtigt i al for frugtfuld øl. Bare rigtigt meget af det gode.