Krypto-platformen Poly Network hævder, at de er blevet angrebet af hackere, som har stjålet kryptovaluta for 3,8 milliarder kroner.
På Twitter opfordrer Poly Network folkene bag tyveriet til at tilbageføre pengene.
Angrebet er endnu ikke blevet bekræftet af andre kilder, men viser det sig at være reelt, er det verdens største krypto-røveri.
»Myndigheder i ethvert land ville anse dette som alvorlig økonomisk kriminalitet«, lyder det fra Poly Network. »Pengene, du har stjålet, er fra tusindvis af medlemmer af kryptofællesskabet, altså folket«.
Poly Network bruges til at kommunikere blandt flere blockchains – i dette tilfælde Binance Chain, Etherum og Polygon. Det involverer altså ikke Bitcoin.
Platformen er en del af DeFi (decentraliseret finansiering, red.). Her fjernes mellemmænd som banker og børser, der ofte opkræver høje gebyrer, så brugere i stedet kan udføre transaktioner direkte mellem hinanden.
På Twitter spekuleres der i, at angrebet er udført af en etisk hacker, der har haft til formål at teste platformens sikkerhed.
Af samme årsag har Poly Network lagt informationer ud til at tilbageføre de stjålne penge. Det har dog indtil videre ikke givet pote.