Det var lidt af en genistreg af Olivia Rodrigo at starte ‘Sour’ med ‘Brutal’.
I stedet for en behagelig popsang blev debutalbummet skudt i gang med en vred, frustreret poprock-banger, der dybest set handler om, at popstjernen hader at være ung, forvirret og misforstået.
Sådan nogle eksplosive, nærmest fjendtlige sange er altså ikke det, vi lige er vant til, når en Disney-stjerne albumdebuterer.
Nu har den ukonventionelle sang endda fået en musikvideo, der er lige så kaotisk og uforudsigelig som sangen selv.
‘Brutal’-musikvideoen er – vist nok – en form for high school-mareridt, hvor Rodrigo gennemlever en række frustrerende scenarier. Samtidig bliver det indre kaos understreget af en række syrede animationer, der flyver rundt i sangerens ansigt.
Derudover er der selvfølgelig også en scene, der vækker den allerede ikoniske linje om, at hun ikke kan parallelparkere, til live. Det ender faktisk i en ballerina-dansesession på toppen af massevis af biler, der står i kø og dytter.