James Blake

Det hele begynder med klaveret. Så kommer vokalen. Og bassen. James Blake kender sine virkemidler. Og bruger dem som ingen andre.

Ligesom på hans skelsættende debut befinder vi os i britens digitale soul-univers. Men denne gang føles det varmere, blidere, kærligere. Og tilsvarende er manipuleringen af Blakes stemme skubbet i baggrunden. Vokalen er mennesket James, ikke robotten Blake. Han har selv italesat et langdistanceforhold som albummets inspiration, og det føles. Kærlighedens oprigtighed i naturlig balance med savnets melankoli.

Læs anmeldelse: James Blake ‘James Blake’

Fra titelnummerets brusende synthesizere, sagte trommer og beherskede strygere til den mildt opbyggende og rislende ’I Am Sold’, hvis grådkvalte omkvæd er noget af det mest sårbare, han nogensinde har præsteret. Blake synger til sig selv, til sin elskede. Ikke alle os andre. Og virker hermed ikke skræmt ved at levere endnu mere af sig selv.

Blake har dog ikke glemt hverken sine elektroniske rødder eller sin eventyrlyst og leger på ’Life Round Here’ med old school-r’n’b, mens der med skramlet piano serveres dyster hiphop på ’Take a Fall For Me’. En loopet vokal og et koklokke-beat driver den intense ’Voyeur’, Blakes bud på house, mens synth hvirvler rundt, og vokalen langsomt forsvinder i horisonten.

Læs også: Guide: Hør James Blakes vigtigste sange

’Retrograde’ er næsten regulær soul. Håndklap, melankolsk nynnen, inden en konstant synthflade sætter ind som kærlighed ved første blik. »Suddenly I’m hit«. Blake i sin mest simple, men mest effektive form.

James Blake lever i sin egen blå verden, og vi andre skal bare være glade for at være inviteret indenfor. Med hud, hår og sjæl.