Mens vi stadig går og venter på nyheder om Kendrick Lamars næste album, har rapperen nu kastet sig over et filmprojekt.
Lamar skal dog ikke spille skuespil, men sammen med makkeren Dave Free og ‘South Park’-skaberne Matt Stone og Trey Parker producerer han en komediefilm, som bliver optaget i foråret.
Ifølge Pitchfork handler filmen om en ung sort mand, der finder ud af, at hans forfædre på et tidspunkt var ejet af hans hvide kærestes forfædre.
Den endnu navnløse film bliver distribueret af Paramount (den kommer til streaming på Paramount+), og den er skrevet af Vernon Chatman, der gennem karrieren har arbejdet på ‘South Park’ som både manuskriptforfatter og producer.
Kendrick Lamars involvering sker via firmaet pgLang, som han i 2020 lancerede sammen med Dave Free.