Roskilde-aktuelle Fontaines D.C. beviste i Store Vega, at de er et absolut must see på årets festival
I visse cirkler bliver der stadig opretholdt forstokkede idealer om, at en koncert kun er værd at tage til, hvis den byder på højlydt, energisk rock spillet med trommer, guitar, bas og en forsanger (eventuelt keyboard, hvis vi er vovede).
Det er selvfølgelig fjollet at bedømme alle koncerter efter deres luftguitar-potentiale, men så meget som den tankegang sidder fast i fortiden, er den trods alt ikke blevet udbredt uden grund.
Den helt klassiske rockbandkonstellation er oprigtigt rig på enormt livepotentiale, og der er altid friske navne, der er klar på at vise, hvor potent og relevant formen stadig kan være: Som det irske protestband Fontaines D.C., der leverede et brag af en koncert i Store Vega.
Bassist Conor Deegan III dannede et bistert fundament på ‘Televised Mind’, pågående nerve under ‘Jackie Down the Line’, totalt dyster ondskab på ‘Skinty Fia’ og en bragende, lettere rockabilly-klingende rebelskhed på ‘Big’.
Det var ofte Deegan, der stod for de klare, udtalte riffs, mens de to guitarister, Carlos O’Connell og Conor Curley, i stedet sørgede for at danne tekstur.
O’Connell og Curley, var virkelig godt i bevægelse på scenen. O’Connell udnyttede enhver lejlighed til at gå ned i knæ, lave dramatiske ansigtsudtryk eller at gestikulere ud mod publikum – han var totalt i rockstjernemodus. Curley var mere afdæmpet i sit udtryk, men når først et nummer bragede igennem, sørgede han også for at gøre sit for, at scenen fysisk emmede af lige så meget intensitet, som musikken gjorde af.
Det lød skidegodt. Guitarerne var underspillet drabelige på ‘You Said’: De gik fra at være jangly og imødekommende til at være ængstelige og forpinte på ‘I Love You’, og de var med til at skabe et dystert, shoegazet lydbillede på den uudgivne afslutter ‘Nabokov’. På ‘Too Real’ spillede O’Connell endda guitar med kroppen fra en glasflaske, hvilket skabte en dejligt skærende støj.
Trommeslager Tom Coll var en vidunderligt intens og fokuseret skikkelse: Den pulserende, insisterende lyd på ‘Big’ var i høj grad hans fortjeneste. Han var med til at gøre ‘Hurricane Laughter’ til en grim dosis punk-vildskab, der skabte en af aftenens vildeste moshpits – og det var ellers ikke et felt uden konkurrence.
Og så kickstartede han en dejlig dosis kaos efter en ret stille, indadskuende instrumental passage på åbningsnummeret ‘A Lucid Dream’, hvorefter blinklys fulgte de eksplosive trommerytmer perfekt.
Stjernen i sådan en klassisk rockkonstellation er dog oftest forsangeren, og her er Grian Chatten altså en af de stærkeste i sin generation. Hans skæve, ikke just rene stemme oser af karakter og indlevelse.
Hvad end det gælder råbende sarkasme på hittet ‘Boys in the Better Land’ eller den eftertænksomme oprigtighed på sange som ‘Roy’s Tune’ og ‘The Lotts’, var han fængslende. Hans vokalmæssige stjernestund var nok under ‘I Love You’, hvor han ubesværet gik fra forsigtig ømhed til ufiltreret desperation, som nummeret skred fremad.
Men i klassisk rock’n’roll-ånd var han også bare en entertainer af format på scenen. Hans ekspressive gestikuleren kunne øjeblikkeligt få publikum til at huje højere, og selv når han ikke skulle synge, var det som om, han bare var nødt til at spankulere insisterende rundt og udleve alle sangenes følelser – som om det at stå stille bare ét sekund ikke var en mulighed.
Når man kaster fem så stærke medlemmer sammen, får man en koncert, der sætter sig i sjælen. I ‘værste’ fald lød et nummer lige så godt som i studieudgaven. Men ofte blev det rigere i teksturen, mere punket, mere rowdy – eller også blev det mere følsomt.
Jeg skrålede med på hver eneste catchy linje, og jeg hoppede og smed min næve i vejret ved enhver given lejlighed. Energien fra scenen smittede ikke kun af på mig selv, men også mange andre blandt publikum.
Fontaines D.C. inviterede os til at udtrykke alle vores følelser igennem deres musik. Og de spillede så godt, at det var umuligt at lade være.
Kort sagt:
Fontaines D.C. lavede en pragtopvisning af, hvad det er, en rockkoncert af klassisk format er i stand til. Med trommer, bas, guitar og vokal, og ikke noget bullshit. De er et absolut must-see, når det til sommer bliver Roskilde Festival.