Rage Against the Machines arvtagere: Fem nyere rockbands, der holder fanen højt med potent protestmusik

Flere og flere rockbands samler fortidens fakkel op og bruger deres musik til at gøre oprør mod magthaverne og de eksisterende hegemonier.
Rage Against the Machines arvtagere: Fem nyere rockbands, der holder fanen højt med potent protestmusik
Tropical Fuck Storm.

I slut-60’erne gjorde kustnere som Creedence Clearwater Revival og Bob Dylan musikalsk modstand mod krigen i Vietnam. Godt og vel et årti senere fik politisk musik en hidtil uset nerve takket være punkgrupper som The Clash, Dead Kennedys og Gang of Four. Sidenhen viste grupper som System of a Down, Rage Against the Machine, Refused og Green Day, at rockmusik stadig var et uvurderligt redskab til at gøre oprør mod de herskende systemer – og ikke mindst at publikum fortsat var der.

Men det kan til tider føles som om, den æra langt om længe er overstået. Går man igennem listen over sange, der toppede Billboards rockradio-hitliste det seneste årti, er det svært at finde én eneste sang, der tør protestere. Det skulle lige være Bad Wolves-coveret af ‘Zombie’, hvis originaludgave – for blot at gøre min pointe stærkere – er fra 1994.

Derimod synes hiphop at være rig på protestmusik som aldrig før. Kunstnere som Run the Jewels, Slowthai og Dave har praktisk talt gjort en karriere ud af det, og sange som ‘Lockdown’, ‘This Is America’, ‘Fuck Donald Trump’ og ‘The Bigger Picture’ har været genstand for meget opmærksomhed. Der vil ikke være særligt meget forkert i at sige, at hiphoppen har overtaget rockens rolle som musikalsk protestmiddel.

Søger man lidt uden for hitlisterne, er der dog masser af rockbands, der ikke er bange for at udfordre samfundets status quo – og det føles som om, der hele tiden kommer flere af slagsen.

Vi guider her til fem af de stærkeste nye rockbands, der ikke er bange for at sætte strøm til potent protestmusik.

1. Idles

Idles er lyden af en revolution, der bliver kæmpet med næstekærlighed som det primære våben. Den britiske kvintet spiller tung, aggressiv postpunk, der med fræsende, melodiøse guitarfigurer og backingvokaler også trækker nævneværdigt på posthardcore.

Alle disse spændende indflydelser giver Idles en øjeblikkeligt genkendelig lyd, der gør, at de lyder som mere og andet end de tidlige bølger politisk punk fra slut-70’erne og start-80’erne. Men de har med denne særegne stil også skabt en lyd, der besidder samme bidske nerve som giganter som Dead Kennedys og Minor Threat havde for 40 år siden.

Noget andet, der gør Idles specielle, er deres tekstunivers. De handler nærmest lige så meget om at være der for hinanden, som de handler om at bekæmpe systemet. En stor del af Idles’ etos går ud på, at vi er stærkere sammen, for som de smukt siger det på den nylige single ‘Grounds’: »Do you hear that thunder? That’s the sound of strength in numbers«

Deres tilgang til samfundets problemer er kompleks og multifacetteret. Men den er også vittig. På ‘Samaritans’, der kritiserer toksiske maskulinitetsidealer, synges der »I kissed a boy and I liked it«. I videoen til ‘Danny Nedelko’, der er en hyldest til indvandrere, viser en række personer af forskellig etnicitet ok-håndtegnet – som et kløgtigt modsvar til hvordan højrenationalister har forsøgt at appropriere det til at være et indvandrefjendsk symbol.

Idles har udgivet to virkelig stærke studiealbum: ‘Brutalism’ fra 2017 og ‘Joy as an Act of Resistance’ fra 2018. Et nyt er lige om hjørnet – ‘Ultra Mono’ udkommer 25. september.

2. Fontaines D.C.

Fontaines D.C. er fem herrer fra Dublin. Ligesom Idles spiller de postpunk, men de helliger sig rettere den neurotiske, indierockede ende af genren, hvor navne som Ought, Makthaverskan og The Murder Capital også befinder sig rent sonisk.

De begyndte at udgive singler i 2017, og de fik deres store gennembrud med debutalbummet ‘Dogrel’ sidste år. I år fulgte de succesen op med endnu et vellykket album i form af ‘A Hero’s Death’.

Idet deres lyd hverken er nær så konfronterende eller bragende som Idles’, har de valgt en noget anden proteststrategi: De skriver fra deres eget perspektiv, og de søger at gøre dig bevidst om, hvordan hverdagen ser ud fra deres specifikke ståsted. Gennem sarkastiske bemærkninger såvel som oprigtige formidlinger af eksistentiel angst får Fontaines D.C. tegnet et grundigt billede af, hvor forskruede vores samfundsstrukturer er – men de lader det mestendels være op til lytteren at vurdere, hvorvidt det i det hele taget er muligt at gøre noget ved det.

Idet deres jordnære tilgang til sangskrivning fokuserer så meget på deres eget perspektiv, har det resulteret i to meget forskellige album. ‘Dogrel’ handler i høj grad om femkløverets oplevelser som en del af Dublins arbejderklasse. At leve i jammerlige kår, at føle sig nyttesløs, at blive set ned på af sin omverden – herunder af folk i samme klassesituation, men fra den anden side af det Irske Hav. Alt dette imens overklassen prøver at holde dig ignorant omkring verdens uretfærdigheder.

‘A Hero’s Death’ blev skrevet på ‘Dogrel’-turnéen og omhandler dermed om deres oplevelser som rockstjerner. Og her opdager de, at selv når stjernestatus og succes er på bordet, bliver de essentielt stadig blot set på som levende produkter – som markedsvarer, der skal kreere profit, rettere end som mennesker med egne drømme og mål.

3. Spanish Love Songs

Lad dig ikke narre af det dybt misvisende bandnavn: Spanish Love Songs er en del af en nyere bølge af bands, der bygger oven på den melodiske, til tider decideret poppede afart af emo, der fik stor succes i 00’erne med acts som Jimmy Eat World, My Chemical Romance og Dashboard Confessional.

Denne nye strømning tæller blandt andre også Sorority Noise, Remo Drive og Pup – men Spanish Love Songs er muligvis de dygtigste i hele bundet. Det skyldes blandt andet forsanger Dylan Slocum, hvis idiosynkratiske vokalstil finder den perfekte balance mellem slagkraft og inderlighed. Men det skyldes absolut også deres skarpe øre for melodier, der gør, at særligt deres to seneste album, ‘Schmaltz’ og ‘Brave Faces Everyone’, er værd at vende tilbage til ofte.

Ligesom med Fontaines D.C. handler deres musikalske protester meget om at beskrive deres egen samfundsposition som unge arbejderklassemennesker, der har svært ved at tjene penge nok til dagen og vejen – og i bedste emo-ånd er deres lyrik så rig på grumme detaljer, at det næsten gør ondt.

Deres seneste album, ‘Brave Faces Everyone’ fra 2020, er deres hidtidige magnum opus.

Det er et overraskende livsbekræftende værk, for det peger på alle disse ulykker og uretfærdigheder, som verden rummer, men ender med at opfordre til en positiv vinkel på tingene. Ikke at man skal ignorere det negative, og ej heller at man skal fokusere på det positive; men rettere, at man skal væbne sig med mod og håb, velvidende at verden strukturelt er opbygget, så den holder dig nede.

Denne indgangsvinkel giver dig ikke mulighed for at overvinde systemet – men den giver i det mindste muligheden for at overleve det efter bedste evne.

4. Tropical Fuck Storm

Tropical Fuck Storm er et australsk artpunkband, der debuterede i 2018 – men sammenlignet med de andre bands på denne liste er de egentlig veteraner. De to stiftende medlemmer, Gareth Liddiard og Fiona Kitschin, har nemlig siden start-00’erne været drivkrafter i den roste punkblues-gruppe The Drones – og for den sags kan Liddiards soloalbum, det folksy ‘Strange Tourist’ fra 2010, også varmt anbefales.

Hvor de tidligere bands på denne liste har portrætteret næstekærlig revolution, eksistentiel angst og trodsigt håb, er Tropical Fuck Storm ikke blot pessimistiske – de er decideret apokalyptiske.

Dette gælder ikke blot i lyrikken, der tackler alt fra fascisme over klimakatastrofer til en hypotetisk verden, hvor maskinerne har taget magten. Men dommedagen optræder også i lyden, der er så støjende, makaber og skælvende, at de med succes transporterer lytteren til selv at stå midt i en autoritær politistat, alt imens faldefærdige bygninger vælter til højre og venstre.

Gruppen har udgivet to album: ‘A Laughing Death in Meatspace’ fra 2018 og ‘Braindrops’ fra 2019. Begge er fremragende, og de er rige på eventyrlysten instrumentation, der trækker på både psykedelia, støjrock, blues, industrial og eksperimentalrock – dog altid med artpunken som det primære fundament. Dertil har de et tredje album betitlet ‘Suburbiopa’ på vej, og de hidtidige singler tyder på, at det spydige rockband holder kvalitetsniveauet.

5. Korter í Flog

Korter í Flog laver primært musik på islandsk, så hvis det er vigtigt for dig, at du kan synge med på din protestmusik, er dette nok ikke et band for dig – end ikke hvis du kan islandsk.

De er nemlig så støjende og abstrakte, at ordene tit drukner i larmen – og så har de også en del lange instrumentale passager. Deres navn betyder »kvart i et anfald«, og det er en god måde at beskrive deres maniske lyd.

Korter í Flog protesterer ved at provokere – en vigtig kunst, som også tidligere politiske bands forstod at udnytte. Tænk blot på Rage Against the Machines ikoniske albumcover med billedet af Thích Quảng Đức, der sætter ild til sig selv. Eller hvad med hvordan Jimi Hendrix gjorde oprør mod Vietnamkrigen ved at spille et larmende, feedbacktungt cover af USA’s nationalsang?

På samme måde holder Korter í Flog sig absolut ikke tilbage. Det seneste af deres to album har den mundrette titel ‘Anna & Bernhard Blume (Drepa Alla Fasista)’ – og man behøver næppe et islandsk diplom for at regne ud, hvad det i parentesen betyder. Eller hvad med den 14 minutter lange sang ‘Labba hratt’, hvor de gør oprør mod ethvert borgerligt ideal om ‘god smag’, når de blander et fræsende støjrockgroove med autotunede hiphop-ad-libs som »skrrrt«, »damn, Peggy« og »eskeetit« til højre og venstre.

De selverklærede inspirationskilder tæller Swans, Merzbow, Throbbing Gristle, Einsturzende Neubauten og de allermest eksperimenterende sider af Sonic Youth og Death Grips – og hvis sådanne grænsesøgende dekonstruktioner af musik tiltaler dig, er Korter í Flog et absolut must på dine playlister.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af