‘Russian Doll’ sæson 2: Netflix-seriens imødesete comeback er et bizart tankeeksperiment
Det var svært på forhånd at regne ud, hvordan serieperlen ’Russian Doll’ skulle komme videre fra sæson 1, som helt tilbage i februar 2019 sluttede med, at de to hovedpersoner fanget i et tidsloop gjorde op med deres respektive fortidsspøgelser.
Men denne gang tager tid og rum igen fusen på både Nadia og hendes utraditionelle rejsekompagnon Alan, der denne gang er tidsrejsende, eller nærmere »tidsslaver«,som Nadia køligt erklærer, efter at hun finder ud af, at the 6 train ikke har kørt hende hjem, men derimod en tur ind i 80’erne og hendes dengang gravide mors krop.
Således er præmissen endnu mere bizar end forrige sæsons mere velkendte Groundhog Day-agtige loop, men tempoet er fartbødehøjt og giver ikke seeren megen tid til at komme overens med, at Lyonnes Nadia nu pludselig ligger i en hærget sofa i et sketchy 80’er-kvarter, gravid med sig selv, mens hun snaver med sin afdøde mors tvivlsomme elsker.
Man undrer sig kort over, hvorvidt universets interne logik er stringent nok, og hvorvidt hele ideen er original nok at bygge en serie i flere sæsoner på. Og altså, nej: Der findes ingen forklaring på hvorfor-noget-som-helst. Men fordi der bliver sprunget så let hen over alle kedelige mellemregninger og direkte ind i dette tankeeksperiment med utallige metalag (Alan: »Har du aldrig set film? Det går aldrig godt, når man blander sig i fortiden«), giver det ikke mening at dvæle for meget ved det.
De absurde kropslige udbytninger klæder serien, ikke mindst når Alan i skikkelse af sin bedstemor (i realtid spillet af ’House of Cards’-skuespiller Carolyn Michelle) som frihedskæmper i Østberlin ’62 falder pladask for sin dristige kæreste. Der er noget ultraqueer over Alan, som fanget i chique østtysk kvindekrop valser afsted i undergrunden, vårhare-smitten, og kækt svarer igen på soldaternes catcalls for snart at finde ud af, at kæresten brygger på en farlig plan, der kan bringe ham i livsfare.
Jeg ved ikke helt hvorfor, men det er virkelig charmerende (og en smule etisk forvirrende).
Hvor første sæson af ’Russian Doll’ handlede om de nære traumer, kredser denne sæson om de store historiske begivenheder, de to hovedpersoners slægt har været påvirket af, og de detaljer, der ved sommerfugleeffekten har fået betydning for deres liv i 2022.
Det giver mening at tage den derhen, men serien har også svært ved helt at følge ambitionerne til dørs. Det er ikke hvilke som helst pladser og tidspunkter, de bliver fragtet til, og selvom det som europæer er interessant at se en amerikansk fortolkning af begivenheder, vi geografisk har haft tæt på os, er det også komplekst stof, som en dramedy i syv afsnit selvfølgelig ikke kan yde retfærdighed.
Trods sin følelsesmæssige awakening fortsætter Nadia sin sarkastiske Natasha Lyonne-stil. Sæsonen er fuld af guldkorn, som når Nadia siger: »Undskyld at jeg ødelagde din chance for at få en ungarsk nazi-baby«.
Nadia er tydeligvis skræddersyet til Lyonne, som er veloplagt og karismatisk og leverer den slags bemærkninger med troværdighed. Især når hun spiller op imod både nutids-Ruthie, kropsliggjort af Elizabeth Ashley, og fortids-Ruthie, som er blevet besat af fremragende Annie Murphy (’Shitt’s Creek’).
Fanfavoritten, katten Oatmeal (kattens rigtige navn er Louie, og historien om, hvordan de castede ham, er ret cute, jeg anbefaler at google), vender også tilbage og bidrager igen med sin lunefulde visdom, spåkone-style.
Kort sagt:
Anden sæson af ’Russian Doll’ er både en opremsning af klichéer og et bizart tankeeksperiment smurt ind i verdenshistorie, metalag og sarkasme, alt sammen i tøbrudsfart.
Anmeldelsen er baseret på hele sæsonen.