Kendrick Lamar står for årets mest imødesete albumudgivelse med hans femte studiealbum ‘Mr. Morale & The Big Steppers’, der er udkommet i dag.
Albummet blev som ventet et dobbeltalbum bestående af i alt 18 sange fordelt på to skiver. Alle sangene er spritnye, da sangen ‘The Heart Part 5’, som Kendrick delte tidligere på ugen, er uafhængig af albummet ligesom resten af sangene i ‘The Heart’-serien.
Kendrick har allieret sig med et væld af stjerner, der gæster albummet. Blandt andre Roskilde-aktuelle Baby Keem, Kodak Black, Beth Gibbons fra Portishead, Thundercat, Ghostface Killah, Summer Walker, Taylour Paige, Sampha, Blxst, Amanda Reifer, Sam Dew og Tanna Leone.
På producerfronten er det også tunge navne som Pharrell, Duval Timothy, the Alchemist, Beach Noise, Boi-1da, Sounwave, Dahi, FNZ, J.LBS og Bekon, der har været inde over produktionen.
En anden gennemgående figur på albummer er ifølge Pitchfork den spirituelle underviser Eckhart Tolle, som er fortæller på en række numre. Kendrick Lamars forlovede Whitney Alford udlåner også sin fortællerstemme på nummeret ‘We Cry Together’.
‘Mr. Morale & The Big Steppers’ er Kendrick Lamars første studiealbum siden ‘Damn‘ fra 2017.
Albummet markerer desuden Lamars sidste udgivelse under pladeselskabet Top Dawg Entertainment. Fremover udgiver han sine projekter under musikselskabet pgLang, som han også er begyndt at signe andre artister til.