I går kunne vi berette, at endnu en ny dansk festival lukker og slukker. Men heldigvis er der andre nystartede musikbegivenheder, der fortsat bliver til noget.
Som den spritnye O Festival, der finder sted for første gang 11.-13 august på Refshaleøen, og som blandt andet har navne som Caribou og The xx-medlemmet Romy på programmet.
Nu har O Festival annonceret flere internationale navne til årets program, og der er tale om et par festlige bookinger. De sample-glade australiere fra The Avalanches kommer således forbi Refshaleøen, og det samme gør britiske Floating Points, der var med til at lave et af de bedste album i 2021. Førstnævnte er booket til et dj-set.
Den københavnske festival har samtidig offentliggjort to nye danske navne i form af hyperpop-artisten Debbie Sings, der for nylig gæstede Jadas nye album, samt r’n’b-kunstneren Flava.
O Festival foregår om dagen og er skabt af bryggeriet Åben og bookingmastodonten LiveNation.