Endnu en problematisk sag for ‘The Flash’-skuespilleren Ezra Miller har ramt pressen.
Ifølge The Daily Beast har Miller fået et tilhold mod et 12-årigt, nonbinært barn, som ifølge barnets forældre har opført sig upassende og truende over for deres familie og gjort tilnærmelser mod deres barn.
Sagen kommer kun en uge efter, at forældrene til den 18-årige miljøaktivist Tokata Iron Eyes også søgte om et tilhold mod Miller. De anklagede skuespilleren for at have brugt »vold, afpresning, trusler om vold, frygt, paranoia, vrangforestillinger og stoffer« til at påvirke Tokata, der også er nonbinær, siden de var 12 år gammel.
Forældrene anklagede også Miller for at have påvirket Tokata til at identificere sig som nonbinær og transkønnet. Disse anklager blev benægtet fra en Instagram-konto, som ifølge The Daily Beast tilhører Tokata Iron Eyes.
Retten har endnu ikke formået at opspore Miller, så de kunne stævne skuespilleren, hvilket Miller gjorde grin med på deres Instagram via en række memes, inden de (Miller identificerer sig også som nonbinær og bruger pronominerne de/dem) slettede deres profil onsdag aften.
Ifølge Deadline kommer Miller formentlig ikke længere til at være en del af fremtidige DCEU-projekter. Filmstudiets 200 millioner dollar hovedpine er dog, hvad de skal stille op med ‘The Flash’, der er færdigindspillet med Miller i hovedrollen og er planlagt til premiere i 2023.
Deadline skriver, at der endnu ikke er taget stilling til, om skuespilleren skal erstattes i filmen, hvilket vil være en yderst bekostelig affære, eller om filmen kan udgives på alternative måder for at undgå at pege opmærksomheden over på Miller – eksempelvis uden en presseturné eller direkte på HBO Max.
»Forhåbningen er, at skandalen holder sig på lavt blus op til filmens premiere«, siger en anonym kilde fra Warner Bros. til Deadline.
De to nye tilholdssager mod Miller er blot toppen af isbjerget for den kontroversielle skuespiller. I foråret blev de arresteret to gange på én måned under anklager om vold, trusler og chikane.
Og det var ikke første gang, at Miller blev anklaget for at angribe folk: I 2020 cirkulerede en viral video, hvor skuespilleren tog kvælertag på en kvinde.
‘The Flash’ forventes at få premiere 23. juni 2023.