Kanye West trækker sig fra stor festival med få dages varsel – afløses af sin nye nemesis

Kanye West trækker sig fra stor festival med få dages varsel – afløses af sin nye nemesis
Kanye West. (Foto: Scott Dudelson/FilmMagic)

For anden gang i år har Kanye West trukket sig fra en stor festivaloptræden få dage inden koncertstart.

Denne gang er det festivalen Rolling Loud i Miami, der går glip af West som hovednavn, når de slår dørene op senere på ugen.

West har ikke givet en årsag til aflysningen, men noget lignende skete i foråret, hvor han trak sig fra Coachella.

I en pressemeddelelse udtaler festivalarrangørerne (via Pitchfork), at det er første gang nogensinde, at et hovednavn har trukket sig. De skriver videre, at de havde brugt månedsvis på at forberede koncerten sammen med West.

Festivalen er dog allerede klar med en erstatning, og det er uden tvivl en torn i øjet på Kanye. Det er nemlig hans tidligere samarbejdspartner Kid Cudi, der overtager pladsen i programmet.

Kid Cudi og Kanye West afbrød deres samarbejde og venskab tidligere på året, da West langede ud efter Cudi på grund af hans venskab til Pete Davidson, der dater Wests ekskone Kim Kardashian. Det udviklede sig til en offentlig fejde, som indtil videre har sat definitivt punktum for partnerskabet.

Rolling Loud-festivalen løber fra 22.-24. juli. De andre hovednavne tæller folk som Kendrick Lamar, Future, Lil Baby, Lil Uzi Vert og Playboi Carti.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af