’Dahmer’: Netflix’ nye seriemorderportræt er forstyrrende og afskyeligt – heldigvis

Ryan Murphys nye serie om seriemorderen Jeffrey Dahmer er noget af det mest modløse og afskyelige, jeg længe har set. Den er forstyrrende – men på den helt rigtige måde.

Og hvordan skulle den kunne være andet? Amerikanske Jeffrey Dahmer er i dag notorisk  – både på grund af sine mange ofre, 17 gennem 13 år, hans forkærlighed for unge, smukke, homoseksuelle mænd og ikke mindst hans sindssyge måder at slå disse ihjel på: fra at bore hul og hælde syre i kraniet på dem for at holde dem i live i en zombietilstand til at spise sine ofres organer for at gøre dem til en del af ham.

Normalt i Ryan Murphys universer, der blandt andet tæller ’American Crime Story’, ’American Horror Story’, ’Pose’ og ’Feud’, bliver tragiske skæbner omkranset af en form for storhed, håb eller humor. Men med historien om Jeffrey Dahmer er det svært at skimte lyset. Det er fortællingen om en forstyrret og farligt ensom kontrolfreak, der gik efter en minoritetsgruppe for at udleve sine fantasier.

’Dahmer’ – Monster: The Jeffrey Dahmer Story’ er en interessant modpol til Murphys gængse serieunivers, der dyrker det eskapistiske, glitrende og storslåede. Men her er væggene gulnede, verden beskidt og mørket altoverskyggende – ligesom i Dahmers indre. Tempoet er langsommeligt, altid ildevarslende og konstant ubehageligt gennem afsnittene.

Det er en tung og på mange måder ulidelig affære, men alt er, eller bør til dels også være, ulideligt og ubærligt, når man skal fortælle om mord på virkelige mennesker.

Allerede fra seriens første scene, mærker man mørket. Dahmer (Evan Peters) inviterer Tracy, som han har mødt på den lokale homoklub, med hjem, men den unge mand føler sig hurtigt føler utilpas i Dahmers gemakker. Sammen med ham opdager vi noget underligt i drinken, blodpletter på sengen og en tønde i hjørnet af soveværelset.

De næste mange minutter føles som en fælles kamp for overlevelse, en kamp mange mænd før Tracy har kæmpet forgæves. Det er en stærk åbning, som i den grad sætter tonen for de næste mange afsnit. Herfra folder historien sig ud om en morders liv og virke, de mange spildte muligheder for at stoppe ham og de mennesker og pårørende, hvis liv han destruerede.

Hvad vi helt naturligt søger, er svaret på, hvorfor Dahmer begår mordene. Skyldes det hans barnlige fascination af døde dyr og dissekering? Hans kamp med at acceptere sin egen homoseksualitet? Hans mors og fars turbulente forhold? Eller hans sygelige behov for at føle fysisk samhørighed?

Det er disse aspekter af en mytisk mand, som udforskes igennem seriens 10 afsnit. Men som ’Dahmer’ udvikler sig, bliver det tydeligt, at der er meget at forstå om Dahmer, men få svar.

Serien illustrerer ellers vellykket hans glidebane mod en fatal besættelse, som når en mannequin-dukke i sengen pludselig bliver til en rådnende mandekrop. Eller når en udforskning af døde dyrs organer bliver til en seksuel fantasi. Og når endnu en afvisning bliver til det første drab.

Men man må acceptere, at nogle ting i verden er uforståelige og meningsløse, og Dahmers historie er netop det. Som os alle længes han efter bekræftelse, at være elsket og eftertragtet og mærke kærlighed. »I wanted to keep them with me«, lyder hans motivation, men det er ikke en forklaring. Og derfor føles 10 afsnit også som lang tid at bruge på at skabe værdi i det meningsløse. Af samme grund slæber serien sig hen over midten, men vinder heldigvis momentum igen mod slutningen, når efterspillet udfoldes.

Alligevel vil mange vil nok som jeg føle sig draget mod at følge fortællingen til dørs. Og det skyldes særligt Evan Peters’ portræt. Over hele feltet er skuespilspræstationerne gode, men det er denne sande Ryan Murphy-darling, der nu får lov at skinne. Hans dragende spil fylder Dahmers essentielt tomme skal af et menneske med lige dele sårbarhed, psykopati og en fint underspillet charme.

Når man har allermest lyst til at vende blikket væk og slukke for grusomheden, er det hans præstation, der får os til at se videre.

---

Kort sagt:
Der er noget ubeskriveligt dragende ved Ryan Murphys trøstesløse historie om seriemorderen Jeffrey Dahmers liv og ofre, særligt med Evan Peters i titelrollen. Men måske er 10 afsnit for meget til at finde værdi i det meningsløse.

Anmeldt på baggrund af hele serien.