Coolio er død, han blev 59 år gammel. Årsagen til hans død er endnu uvis.
Det rapporterer blandt andre Pitchfork, der refererer til en TMZ-artikel, som citerer Coolios manager.
Rapperen er bedst kendt for at stå bag et af 90’ernes helt store hiphophits, ‘Gangsta’s Paradise’, der blev brugt i filmen ‘Dangerous Minds’.
‘Gangsta’s Paradise’ er en sang, hvor døden lurer rundt om hjørnet: »I’m 23 now, but will I live to see 24? / the way things is going I don’t know«, lyder en linje. Coolio havde også været igennem en del, før han blev rapstjerne.
Som ung var Coolio afhængig af stoffer, men i løbet af 90’erne fik han altså vendt sit liv og havde stor succes med en række album og singler. Først som en del af gruppen WC and the Maad Circle, derefter som soloartist.
Coolio udgav tre succesfulde album i 90’erne og fortsatte med at lave musik op gennem 00’erne. Otte album blev det til i alt – det seneste, ‘From the Bottom 2 the Top’, udkom i 2009.
Coolio var altså mere end ‘Gangsta’s Paradise’ – selv om det er dén sang, han primært vil blive husket for.
En række rapstjerner som Snoop Dogg, Ice-T, MC Hammer og Ice Cube har allerede hyldet den netop afdøde artist.