Imens FIFA og Qatar lukker ned for enhver symbolsk kritik af deres skandaleombruste fodboldturnering, giver ‘Fortnite’ nu spillerne rig mulighed for at protestere.
Nu kan du nemlig iklæde din figur regnbuefarvede fodbold-outfits, efter spillet har lanceret en kollektion kaldt Let Them Know, hvilket ikke ligefrem er en skjult kritik af årets VM.
Som Eurogamer skriver, har ‘Fortnite’ tradition for at lave samarbejde med både kendte spillere, heriblandt Harry Kane og Neymar Jr., og organisationer som UEFA ved sidste års forsinkede EM.
Men i år har spillet altså valgt en knap så officiel vej (hverken UEFA eller VM nævnes ved navn), muligvis for netop at kunne lancere deres symbolske kritik side om side med startskuddet på selve turneringen.
De nye skin og tilbehøret, som du kan få glæde af i spillet, er ikke specifikt markeret som LGBTQ+-inspireret, men lader derimod spillerne selv definere deres udseende, så man kan vise sin støtte til sit hold.
Men ‘Fortnite’ lægger altså ikke ligefrem skjul på, hvad deres hensigt er – at vise støtte til menneskerettigheder og retten til at elske dem, man vil.
Således blev annonceringen af kollektionen akkompagneret af et billede – som du kan se i toppen af nyheden – med en mand iklædt tøj, der matcher farverne i det biseksuelle Pride-flag.