Du kender det godt: Du åbner Instagram, scroller igennem dit feed og sukker opgivende over endnu et meme om din mor, der er blevet bollet.
Sukket bliver til fortvivlelse, og fortvivlelsen bliver til en indestængt vred, for én ting er, at din mor er udkørt, men det samme kan efterhånden også siges om nogle af det danske memelandskabs mest trofaste formater.
Hvor nogle memes heldigvis hurtigt efterlades i fortiden – ofte fordi de simpelthen er for dårlige – er problemet, at andre bliver hængende langt ud over deres udløbsdato, når vi logger ind i det på ellers sprudlende memestagram.
Inden for det seneste år har især en lille håndfuld memeopskrifter boret sig ind som en virus i den kollektive kreativitet og nægtet at forsvinde igen, som var de madmøl i en pose økologisk müsli fra Rema 1000.
Her er fem af de mest sejlivede danske memeformater, som vi gerne så taget ud af rotation.
1. Energidrik-memes
Jeg sympatiserer, det gør jeg virkelig. Energidrik er en gave til mennesket, gudernes nektar, en opkvikker for trætte millenials, zoomere og alle dem imellem.
Men hvis der ikke snart kan scores noget spons fra Monster eller Red Bull, så synes jeg, at tiden er kommet.
Der findes tusinde drikkevarer i verden, og deres producenter må være mere villige til at betale for jeres hårde arbejde.
Hvis din partner, altså i dette tilfælde energidrikken, ikke giver lige så meget til forholdet som dig, så er det på tide at droppe dem. Uanset hvor forførende deres stilfulde, kolde ydre og energifulde, boblende indre er.
2. Memes der boller min mor
Det er 2022. Og ifølge en meget lang række memes har både Mads Mikkelsen, Jesus, Vera fra Rutsj og Iron Man bollet min mor (eller ’Dean More’, som det hedder på memeslang) utallige gange, på alle tænkelige måder, alle ugens dage.
Det er på tide, at nogen siger fra, og det bliver altså mig. Det er dybt ufeministisk, at min mor reduceres til et objekt for jeres tilfredsstillelse.
Vi må være mere woke end det.
Det er på tide, at nogen boller min far. Og hvorfor egentlig begrænse os? Bol min farfar, min grandonkel og min kusine (som jeg ikke taler med mere).
Så længe der er samtykke, skal I endelig bolle løs – bare giv min mor en pause.
3. ‘Den store bagedyst’-memes
Alle ser ’Den store bagedyst’. Mine forældre, min mormor, min nabo, min kat, min kats lopper og sågar loppernes æg. Og derfor er det også ved at miste sin shine.
Der er sjove og opfindsomme eksempler, men meget af det er ved at udvikle sig til gentagelser og lidt for gennemsnitlige situationer fra den gennemsnitlige danskers gennemsnitlige hverdag.
»Når jeg har tømmermænd og bestiller junk«, står der og nedenunder en kort video af en sagesløs stresset deltager, som står midt i et veritabelt klejnebagehelvede og råber »Det skal bare være fedtet!«.
Men det er begyndt at smage af køleskabsrester. Jeg vil gerne have mine ekstremt normale laster og fælleskarakteristika med den almene dansker udstillet på nye og opfindsomme måder.
Hvad med at udvide til andre programmer? ’Sygeplejerskolen’, ’Badehotellet’, ’Dag & Nat’ eller ’House of the Dragon’? En varieret kost er sundt for alle.
4. Memes om børneprogrammer
Husker du hoppenat-hændelsen? Dengang en hær af danske mememagere og fans kimede P3 ned, indtil de indvilligede i at spille den jazzede banger ’Hoppenat’ fra Kaj og Andrea?
Jeg har stadig en sms fra en stakkels producer, der febrilsk svarede »HVAD SKER DER« på min forespørgsel om at spille børnehittet fra 2001.
Det var en del af en trend, som er en gigantisk succes: Memes om børne-tv. Onkel Reje, Diller-John, Kaj og Andrea og måske størst af alt: Bamse og Kylling.
Børne-tv er i sig selv sjovt, hvilket ikke er overraskende, da det er til børn, og børn elsker sjov. Her er klare farver, bizar, men simpel, logik og udtryksfulde udbrud, der egner sig godt til at blive memet.
Men er vi langsomt ved at blive til store børn, der nostalgisk genoplever en ubekymret barndom gennem en kavalkade af memes om Bamses reaktion på inflation eller Kaj og Andrea, der tager kokain og skændes om vinterdæk?
Og værre endnu: Har nogen tjekket, om Herlige Svend er okay? Hvor mange timer om dagen må han ikke bruge på at skamtæske Bonanza i jagten på nye klip af Bamse?
5. Starterpacks
Nogen bliver nødt til at sige det: Det er for let at lave ’Piger om efteråret-starter pack’ med en sweater, en pumpkin spice latté og et strikkeprojekt nummer én milliard.
Eller ’jysk mand fra Kolding’, som altid handler i Fleggaard, ikke bryder sig om indvandrere, udtaler det »træhler« og har en aftale med kaninerne.
Rigtig meget satire er baseret på fordomme, forudindtagelser og en drilagtig overdrivelse af samme – it’s a fact of life, fristes man til at sige.
Mememagere er denne tids fritænkere og skønånder. Deres fantasi og originalitet er deres varemærker. De kaldes starterpacks af en årsag, for de er mememagerens letteste begyndelse.
Men på et tidspunkt må støttehjulene af. Det er på tide at bevæge sig videre fra starterpacks og opfinde nye former at gøre nar af os alle sammen.
Hvad for eksempel med en ’afslutningspack’, som består af en præst, en gravsten, en kiste og en flok grædende pårørende?