Den har været rygtet i noget tid, og nu skulle det være ganske vist: Der kommer en serie i ‘Alien’-franchisen.
Og før man tænker, at det er en super dårlig idé, skal man vide, at det er Noah Hawley, der står bag. Han har tidligere forvandlet Coen-brødrenes ‘Fargo’ til en fantastisk serie, selvom de fleste på forhånd var stærkt skeptiske.
Det er topchefen for den amerikanske kanal FX, John Landgraf, der bekræfter, at Hawley er i præproduktion på serien – han har skrevet manuskripter og gør klar til optagelser senere på året, siger han ifølge Deadline.
Hawley færdiggør lige nu ‘Fargo’ sæson 5, men derefter retter han alt sit fokus mod ‘Alien’-serien.
Landgraf fortæller, at den nye serie finder sted et godt stykke tid inden fortællingen om Ripley, der startede med Ridley Scotts ‘Alien’ i 1979.
»Den foregår på vores planet. Lige ved slutningen af det århundrede, vi befinder os i – så cirka 70 år fra nu«, siger han og bekræfter derved også, at hverken Ripley eller andre karakterer fra den originale film er med.
Det vides endnu ikke, hvornår serien får premiere, men forhåbentligt i 2024.