Joe Rogan er vært på en af verdens mest populære, men også mest kontroversielle podcasts, og nu er den gal igen.
I et klip fra det seneste afsnit af podcaten, som lige nu går viralt på sociale medier, diskuterer Rogan og den politiske kommentator Krystal Ball et tweet fra demokraten Ilhan Omar.
I opslaget, som blev skrevet i 2019, hævder politikeren, at amerikanske støtter til Israel er motiveret af penge, hvilket Rogan tilsyneladende erklærer sig enig i, omend hans formulering nu møder heftig kritik, skriver Complex.
I det oprindelige tweet skriver Omar, at »det handler om penge«, og det er netop denne pointe, som Rogan viderefører, inden han kobler en analogi på, som nu kaldes jødefjendsk:
»Hun taler om penge. Jeg synes ikke, at det er en antisemitisk udtalelse«, siger Rogan, inden han tilføjer: »Idéen om, at jøder ikke er interesseret i penge, er latterlig. Det er ligesom at sige, at italienere ikke bryder sig om pizza. Det er fucking dumt«.
Efter podcastafsnittet blev udgivet, er Rogan blevet kritiseret for sin udtalelse, blandt andet af Jonathan Greenblatt, direktør for organisationen Anti-Defamation League, som bekæmper krænkelser af jøder.
Han kalder det skræmmende, at podcastværten bruger sin platform til at forstærke fordommene om jøder som griske personer – en debat, som lige nu bløder igennem i flere dele af onlinekulturen, heriblandt også omkring Harry Potter-spillet ‘Hogwarts Legacy’.
Joe Rogan, som med sin podcast var centrum for en enorm kontrovers om covid-19-misinformation for knap et år siden, har endnu ikke kommenteret på kritikken.