Lara Croft er tilbage.
Det sker med ‘Tomb Raider Reloaded’, hvor du skal føre actionhelten igennem typiske strabadser med to pistoler i hånden, imens du leder efter lukrative skatte.
Spillet er netop udkommet, men hvis du tænker, at du skal starte din pc eller PlayStation op, kan du godt tro om igen – der er nemlig tale om et mobilspil.
Der har ikke været meget hype omkring ‘Tomb Raider Reloaded’, som blev annonceret for et par uger siden, hvilket formentlig skyldes den noget atypiske mobilplatform.
I spillet skal du kæmpe dig igennem et uendeligt antal baner, hvor du vender tilbage til start, hver gang du dør, men hvor du også kan opgradere dit udstyr og dermed komme længere for hvert forsøg.
Spillet er ude til både iOS og Android, men det er værd at bemærke, at hvis du er Netflix-abonnement, kan du hente en speciel udgave, som udgives i partnerskab med streamingtjenesten, hvor reklamer og irriterende køb i selve appen er blevet fjernet.