Højdramatisk minithriller er den bedste af Wes Andersons fire nye Netflix-film
Hvis man har de negative briller på, kan man godt kalde Wes Andersons fire nye Netflix-kortfilm et tilbageskridt.
Andersons seneste biograffilm, ’Asteroid City’, føltes (trods en bogstaveligt talt spacy plottråd om ufobesøg) som instruktørens mest jordbundne og personlige film i ti år.
Hovedkarakteren Augies fortælling om at håndtere sin hustrus død – og samtidig tage sig af de børn, som han ellers havde overvejet at forlade – gav mig mindelser om texanerens tidlige, personlige hovedværk ’The Royal Tenenbaums’, der også havde familierelationer, sorg og depression i fokus under de komiske replikker og de symmetriske billeder.
I de fire nye kortfilm ’The Wonderful Story of Henry Sugar’, ‘The Swan’, ‘The Rat Catcher’ og ‘Poison’ er vi tilbage i Andersons mere overfladiske og mindre emotionelt dybtstikkende hjørne, hvor jeg også vil placere ’The French Dispatch’ fra 2021 og ’Isle of Dogs’ fra 2018.
Det skyldes måske, at de nye film ikke har bund i Andersons egne livserfaringer, men er baseret på noveller af den britiske forfatter Roald Dahl.
Som altid gør Andersons særegne og yderst præcise stil i sig selv filmene seværdige. Særligt i ’The Wonderful Story of Henry Sugar’ excellerer han visuelt i en løbende leg med billedlige lag. Som en babushkadukke afskræller og tilføjer filmen hele tiden nye for- og baggrunde. Imens udfolder historien om en gamblers træning ud i kunsten at opnå røntgensyn sig tilsvarende med fortællinger i fortællingen via nedskrevne førstehåndsberetninger.
Filmen om Henry Sugar, som Henrik Reinberg Simonsen har anmeldt til tre stjerner for Soundvenue, er dog samlingens svageste, når det kommer til fremdrift og følelsesmæssigt engagement. Den er også cirka dobbelt så lang som de tre øvrige film, der alle varer præcis 17 minutter.
Hvor karakterernes mange monologer i ’Henry Sugar’ bliver en kende trættende med tiden, fremstår de tre andre film faktisk som små, fornøjelige og appetitvækkende godbider med den helt rigtige længde, hvor det forrygende britiske hovedcast bestående af Benedict Cumberbatch, Ralph Fiennes, Rupert Friend, Dev Patel, Ben Kingsley og Richard Ayoade løbende indtager forskellige roller.
De tre korteste film fungerer også bedre end deres storebror, fordi fortællingerne er mere dystre, og fordi der simpelthen er mere på spil end en gamblers potentielle succes ved de grønne duge.
’The Swan’ tackler for eksempel mobning blandt børn. En voksen mand ved navn Peter Watson (Rupert Friend) fortæller sin egen barndomshistorie, hvor to ældre drenge kørte så hårdt på ham, at han kunne være død i dag.
Samtidig rekonstruerer en splejset, bebrillet dreng (Asa Jennings) hændelserne i landlige kulisser, uden der er tilsvarende repræsentanter for mobberne til stede. Ligesom med de tydeligt kunstige baggrunde trækker Anderson her på en velkendt teatertradition, man sjældent ser på film.
Dette fortælleprincip bruger instruktøren også i den lidt mindre veldrejede, men spøjse ’The Rat Catcher’, hvor Ralph Fiennes indtager en herligt skæv rolle som den titulære rottefanger. Han skal befri en lille engelsk landsby fra de standhaftige skadedyr, som karaktererne ser og gyser over, men som for publikum blot er luft. Til sidst skifter Anderson imidlertid over til charmerende stopmotion-animation for at visualisere en heftig slåskamp mellem rottefængeren og en halvklam, pelset modstander.
Anderson har godt styr på spændingen i de tre korteste film. I ’The Swan’ udsætter voksne Peter for eksempel også sig selv for fare, mens han fortæller, hvordan han blev bundet fast til en togbane. Kameraet flytter sig pludselig ned til hans mave, så vi ser et POV-skud af Peters fødder og damplokomotivet, der kommer susende i det fjerne.
Mest vellykket – både i forhold til spænding og helt generelt – er den sidste film i rækken, ’Poison’. I denne flotte minithriller med overraskende racismeundertoner spiller Benedict Cumberbatch en engelsk soldat i Indien ved navn Harry Pope, der har en giftig slange sovende på sin mave. Han hidkalder Dev Patels karakter Woods til at hjælpe med at få den væk, uden den kommer til at bide ham.
I frygt for at vække slangen bevæger Cumberbatchs storsvedende ansigt sig kun i små, anstrengte grimasser, mens han febrilsk kommanderer med Woods og sidenhen lægen Dr. Ganderbai (Ben Kingsley).
Mens redningsaktionen spidser til, eksperimenterer Anderson effektivt med forskellige billedkompositioner. Instruktøren skifter ubesværet mellem splitscreen, closeups, fugleperspektiv og en enkelt håndholdt kameratur. Det giver mening, at form er i højsædet, når genren er spændingsfilm, og når det bruges til at skabe et så højdramatisk klimaks.
Nu kan du nok høre, at jeg faktisk efterhånden har taget de negativer briller af. For egentlig er det ret prisværdigt, at Netflix har smidt deres penge efter fire temmelig skøre kortfilm (fra én af verdens mest anerkendte instruktører, jovist) – penge som sikkert kunne være gået til flere timers gennemsnitligt content.
I mange kredse (selv blandt dedikerede filmnørder) anses kortfilm som et underlegent format sammenlignet med de ’rigtige’ spillefilm. Det, mener jeg, er noget sludder. Nogle historier og formeksperimenter – som eksempelvis ’Poison’ – egner sig simpelthen bare bedst til en kortere spilletid.
Man kan sige meget om streamingtjenesternes magt. Men en god ting ved dem er, at kortfilm som disse kan få lov til at ligge side om side med spillefilm, serier og realityshows i det store streamingkatalog.
På streamingtjenesterne hersker der ikke det samme hierarki som i det traditionelle biografmarked, hvor der (med undtagelse af Venedig-festivalen) ikke ville være nær så meget plads til Wes Andersons fire nye film.
Kort sagt:
Efter en lovligt monologtung åbner får Wes Andersons bedre styr på spændingen i sin flotte nye kortfilmsamling, hvor en effektivt fortalt thriller med Benedict Cumberbatch, Dev Patel og Ben Kingsley skiller sig særligt ud.