’Asteroid City’: Wes Andersons nye film er indbegrebet af meta-guf og gentagelser
Når scenetæppet går fra, og et pastelfarvet modeltog kører hen over skærmen, lastet med minutiøst gennemarbejdede absurditeter, kan man godt antage, at Wes Anderson står bag.
Instruktørens 11. skud på stammen afspejler den amerikanske ånd fra de gyldne 50’ere og er uden tvivl en af hans mest krævende film til dato.
For selvom historien er let nok at opridse, er selve konceptet bag ’Asteroid City’ anderledes kompliceret, og det er med at holde tungen lige i munden.
Som manden bag film som ’The Royal Tenenbaums’, ’Moonrise Kingdom’ og ’The Grand Budapest Hotel’ har for vane, begynder vi med en solid omgang eksposition, som i denne ombæring leveres af filmens konferencier, Bryan Cranston.
Vi får at vide, at vi er i gang med at se et tv-program, som er baseret på et teaterstykke, der foregår i 1955.
Hvad, der følger, er en film, der udspiller sig i tre akter, fordelt mellem to verdener: Indspilningen af den tidssvarende, sorthvide programserie og den fiktive historie, som foregår i den lille ørkenflække Asteroid City.
Byen består af en benzintank, en diner, et motel under ombygning, et gigantisk meteorkrater og en halvfærdig vej, som øjensynligt leder til absolut ingenting.
Indtil en far og hans fire børn strander der, er vindhekse og Looney Tunes ikoniske Road Runner-fugl byens umiddelbart eneste beboere – men det skal snart ændre sig.
For en årlig naturvidenskabelig festival for unge genier er under opsejling, og snart strømmer spøjse typer til den titulære by.
Alt er naturligvis skinnende rent og badet i et lys, der kæler for de charmerende kulisser og uovertrufne kostumer med pyjamas-striber og dertilhørende halsklude. Og når supernova-stjerner som Scarlett Johannson, Steve Carell, Tilda Swinton og Tom Hanks taler i munden på hinanden, er det dårligt nok noget, man løfter et øjenbryn over.
For alt er jo præcis, som man forventer det af auturen, der er notorisk berømt for at have lavet (næsten) den samme film i 25 år.
’Asteroid City’ er på flere måder en gentagelse af forgængere, der er knyttet til specifikke steder som ’The Darjeeling Limited’ og ‘The Grand Budapest Hotel’, hvis muligheder synes uendelige, takket være et hav af detaljer.
Det er noget af en opgave at håndtere Andersons krøllede påfund fra biografsædet, når det kommer til det spraglede produktionsdesign og karakterer, som bryder den fjerde væg og leverer snørklede monologer. For ens opmærksomhed skal ganges med to, fordi filmen følger teaterproduktionen og den fiktive fortælling parallelt.
Det bliver en mærkelig meta-blanding af behind the scenes-klassikere som ’Singin’ In The Rain’ (minus sangene), ’Shadow of the Vampire’ og ’Adaptation’. Tilsat en omgang gå-med-på-legen ikke helt ulig Lars von Triers ’Dogville’.
Det føles som en hård opvågning, når vi forlader de sjove, farverige karakterer i Asteroid City for at vende tilbage til teaterverdenens grå scenebrædder. Her optræder karakterer, som ikke engang er med i skuespillet, men hvis arbejde skinner igennem, som fortællingen udfolder sig.
Der er både nik til forfatteren bag foretagendet, Conrad Eap (Edward Norton), som må søge hjælp hos den excentriske skuespillærer (Willem Dafoe) og instruktøren (Adrien Brody), som leverer alt fra manuskriptændringer til psykologhjælp.
Det bankende hjerte i malstrømmen af fortællingen er dog faren Augie (og skuespilleren bag rollen), spillet af Jason Schwartzman. Da hans bil i teaterstykket bryder sammen lidt uden for byen, er det den sidste dråbe for den pressede mand, der er som indbegrebet af en klassisk Anderson-hovedkarakter: Tynget af et traume, han skiftevis forsøger at bearbejde og undertrykke.
Schwartzmans dobbeltrolle kræver ikke så lidt endda. Han skal både være sørgende enkemand, forbløffet førsteelsker til en Marylin Monroe-lignende diva (Johannson), en frustreret teaterskuespiller og ikke mindst nøglen til ’Asteroid City’s dobbelte narrativ.
For når karakteren Augies handlinger bliver forvirrende, sætter det tandhjulene i gang hos skuespilleren bag. Og han må indse, at selvom det var meningen, at virkeligheden skulle inspirere fiktionen, så går dén strøm nogle gange begge veje. Livet imiterer kunsten, men det fungerer også den anden vej rundt.
Det altoverskyggende meta-lag vil dele vandene. Og Anderson trækker da også fortællingen lige lovlig langt i ’Asteroid City’. Man må affinde sig med, at ikke alt har en mening, og at historien i bedste fald munder ud i en halvfærdig vej, der leder til ingenting.
Men tør man drømme sig med på præmissen, vil man få øjnene op for en skøn huskekage om værdien af kunst.
Og som messende lyder i en central sekvens i filmen: »Hvordan vil du nogensinde vågne, hvis du ikke først falder i søvn?«.
Kort sagt:
Wes Anderson har på ingen måde genopfundet sig selv, men ’Asteroid City’ er alligevel et overraskende take på de veletablerede troper og den stil, som den quirky auteur har perfektioneret gennem 25 år.