»Han er den eneste person, jeg nogensinde har arbejdet med – og nogensinde kommer til at arbejde med – som har hele den færdige film i sit hoved fra start«, fortalte skuespillerinde Gwyneth Paltrow efter sin medvirken i ’The Royal Tenenbaums’.
Hun talte selvfølgelig om instruktør Wes Anderson, som Cinemateket og Soundvenue i april og maj hylder med visningerne af fem af hans bedste film.
Andersons værker er gennemsyret af en distinktiv visuel stil, og texaneren har opbygget en stor fanbase, der ivrigt dyrker hans sans for symmetri og farvesammensætning. Men filmmageren er dog også blevet kritiseret for at have mere forstand på stil og komisk timing end følelsesmæssigt dybde og karakteropbygning.
Et af de hyppigst brugte ord til at beskrive instruktørens film er ’quirky’, men det er Anderson ikke vild med:
»Jeg vil ikke være ’quirky’«, fortalte han til Pittsburgh Post-Gazette i 2002 i forbindelse med premieren på ’The Royal Tenenbaums’.
»Jeg bliver lidt defensiv, når folk tror, at jeg bare forsøger at gøre filmen underlig«.
Netop ’The Royal Tenenbaums’ modbeviser Wes Anderson-skeptikerne. Ganske vist er filmen stoppet til randen med skæve indslag og replikker, der bidrager til komikken, og quirky er den måske også. Men under filmens skarpt farvekoordinerede retro-æstetik – der har inspireret ikke så få modetendenser i årene siden – mærker man en alvor og en melankoli, som løbende stikker snuden frem.
En umedgørlig Gene Hackman
Når Wes Anderson udarbejder et manuskript, har han gerne bestemte skuespillere i tankerne til de forskellige roller.
»Det gør, at jeg føler mig tættere på at lave en film; At jeg ikke bare skriver. Det hjælper mig også til at forestille mig karakterernes ansigter og form«, fortalte instruktøren i et interview hos SBS i 2002.
Det var også tilfældet med ’The Royal Tenenbaums’, hvor Anderson fra start havde tiltænkt rollen som patriarken Royal Tenenbaum til veteranen Gene Hackman. Det vakte ikke just begejstring hos Hackman, da de to første gang mødtes:
»Han sagde: ’Jeg kan ikke lide, når folk skriver roller til mig, for du kender mig ikke, og jeg vil ikke have din version af, hvad du tror er mig’«, refererede instruktøren i Matt Zoller Seitz’ bog ’The Wes Anderson Collection’:
Efter lidt overtalelse fra sin agent tog Gene Hackman dog imod rollen. Men her stoppede skuespillerens modvillighed ikke:
»Jeg tror slet ikke, at Gene kan lide at blive instrueret, og jeg havde en masse specifikke idéer omkring, hvordan tingene skulle gøres. Han var ikke glad for det – men det ved jeg ikke, om han nogensinde er«, forklarede Wes Anderson i et interview med The A.V. Club.
»Hovedsagen er, at alt, han lavede, var fantastisk. Selvom han kan være krigerisk, er der en masse indlevelse. Jeg var altid spændt på at arbejde sammen med ham, selv når jeg var lidt bange for ham«.
Barnets tungsind
Den til tider knotne Hackman var al besværet værd, for sammen med resten af skuespilholdet leverer han en fantastisk præstation.
Han gøres selskab af Ben Stiller, Gwyneth Paltrow og Luke Wilson som henholdsvis Chas, Margot og Richie Tenenbaum, der alle engang var lysende børnetalenter med fremtiden foran sig. Men siden faren Royal Tenenbaum skred fra hjemmet, er de nu voksne børn blevet deprimerede skygger af sig selv.
Denne fascination af børns eksistentielle kriser går igen i flere af Andersons film. Hans børnekarakterer har typisk ikke haft en ideel, sorgløs opvækst. De skyldes måske, at de bærer på en intelligens, selvbevidsthed og seriøsitet, som de fjollede, forvirrede og barnlige voksne ikke forstår.
I en film som ’Moonrise Kingdom’ har de to 12-årige hovedpersoner Sam og Suzy også anstrengte forhold til deres familier, hvorfor de sammen løber hjemmefra. Specielt drengen Sam kommer i problemer, da adoptionsfamilien nægter at beholde ham. Anderson har dog ikke siden fremstillet de betændte familierelationer og barnets tungsind så dystert som i ’The Royal Tenenbaums’.
Det skyldes kanske, at filmens handling i nogen grand bunder i Wes Andersons eget liv. På dvd’ens kommentarspor fortæller han, at hans medforfatter og universitets-roomie Owen Wilson, som også var med inde over manuskripterne til debutfilmen ’Bottle Rocket’ og ’Rushmore’, havde foreslået ham at skrive en film om sine forældres skilsmisse.
Tenenbaum-børnenes mor Etheline, spillet af Anjelica Huston, minder således meget om Andersons egen mor, der, ligesom Etheline, var arkæolog.
»Wes sendte mig billeder af sin mor i flyverjakker og på arkæologiske udgravninger, og han ville meget specifikt have, at jeg bar en bestemt medaljon«, forklarede Huston til The Pittsburgh Post-Gazettee.
På dvd’ens kommentarspor fortæller Anderson dog, at Royal-karakteren under skriveprocessen kom længere og længere væk fra hans egen far.
»Så snart Royal begyndte at tale, lød hans svar overhovedet ikke som dem, min far i lignende situationer havde givet mine brødre og jeg«, forklarer han.
Handlingens mand
»Jeg kan godt lide idéen om en konstant konflikt mellem Royal og hans familie«, fortalte Gene Hackman i 2002 til Pittsburgh Post-Gazette om fortællingen. »Intet kører nogensinde glat for ham, og som skuespiller er det noget, jeg kan genkende og spille. Det er dramaets essens«.
22 år efter sin afsked vender Royal tilbage under påskud af at være døende af kræft. Han har hørt, at konen Ethelines (Anjelica Huston) revisor Henry Sherman (Donald Glover) har friet til hende, og han lyver derfor om at være døende for at genvinde sin kone (som han stadigvæk ikke er blevet skilt fra) og sine børns kærlighed.
Royal er, i stil med Max Fischer i Andersons ’Rushmore’, en handlingens mand, og han gør alt, hvad han kan for at genvinde kontakten til sin familie. Oftest baseres hans gennemgribende handlinger dog på ugennemtænkte og usympatiske idéer, der mest af alt bygger på egoisme.
Det er heller ikke fordi resten af familien opfører sig konstruktivt. Margot bruger mellem seks og otte timer om dagen på at se fjernsyn og ryge smøger fra sit badekar, mens Chas er blevet en hysterisk sikkerhedsfreak efter konens død – han laver blandt andet natlige brandøvelser med sine sønner Ari og Uzi, som troligt følger ham.
Tennistalentet Richie er ulykkeligt forelsket i søsteren Margot (som dog er adopteret), hvorfor han, indtil Royals pludselige ’kræftdiagnose’, gemmer sig på et omrejsende skib.
Hver gang familien Tenenbaum interagerer, opstår der gnidninger, der særligt skaber urkomiske situationer, da den navlebeskuende patriark indtager huset.
I scenen, hvor Royal eksempelvis har slæbt familien med til kirkegården for at lægge blomster på hans mors grav, glemmer han helt, at Chas’ afdøde kone også ligger der. »Oh, that’s right!«, lyder hans reaktion. »We’ve got another body buried here, haven’t we?«.
Den underliggende alvor
Manuskriptets skarpe replikker svælger ikke i dybe følelser, men de nipper i små momenter effektfuldt til den underliggende alvor. Chas og Royal, som aldrig ikke har formået at danne bånd, har således et rørende øjeblik mod slutningen, og Royal handler for første gang ikke for egen vinding, da han køber en ny hund til sin søn og børnebørnene, efter den forrige, Buckley, er blevet kørt ned.
»I’ve had a rough year, Dad«, siger Chas, mens han aer hunden. »I know you have, Chassie«, svarer Royal og lægger sin hånd på sønnens skulder.
I filmens mest alvorlige scene bliver der kun sagt en enkelt replik. Her forsøger Richie at begå selvmord, da han sammen med Margots mand Raleigh (Bill Murray) finder ud af, at hun har været sammen med vennen Eli Cash (Owen Wilson) – og en masse andre mænd. Ude på Raleighs badeværelse klipper Richie sit hår og skæg af, fjerner solbrillerne og siger: »I’m going to kill myself tomorrow«.
Han vælger dog at gøre forsøget med det samme. I et nærbillede ser vi ham tage et barberblad frem, men vi ser ikke akten. I stedet klippes der hurtigt mellem billeder af Margot, Richie som barn og hans elskede kæledyrshøg Mordecai.
Richies tankestrøm er i fokus frem for det forsøgte selvmord – lige indtil virkeligheden tager over: Fra hans synsvinkel ser vi ned på de blødende underarme, hvorefter han dejser om på klinkegulvet.
»Jeg forsøgte at lave en film, hvori der var mulighed for, at folk kunne dø«, fortalte instruktøren til Film Comment om ’The Royal Tenenbaums’. Og faktisk har de fleste af Andersons film været fascineret af døden og den sorgbearbejdelse, den medfører.
I ’Rushmore’ er Max Fischers eksempelvis stærkt forelsket i lærerinden Rosemary Cross, som kom til skolen efter sin ægtemands død. I både ’Life Aquatic’ og ’The Darjeeling Limited’ er det desuden henholdsvis en nær ven og en fars dødsfald, der igangsætter hovedpersonernes rejse.
Døden bliver dog aldrig behandlet på en alt for højtidelig facon. Da hele Tenenbaum-familien eksempelvis hører om Richies selvmordsforsøg, stryger de alle mod hospitalet. »Dudley, where is he?«, spørger Margot, da hun ankommer, hvortil Dudley, hvis T-shirt er indsmurt i Richies blod, svarer: »Who?«.
Anderson mestrer komikken med sine manuskripters rappe, selvmodsigende replikker. Hans film når dog deres højdepunkter, når komikken abrupt afbrydes af livets alvor, som i løbet af ’The Royal Tenenbaums’ rammer hele den brogede Tenenbaum-familie – selv den selvindbildske Royal.
Man kan håbe, at instruktørens ’Isle of Dogs’ griber fat i noget af det samme, når den får premiere den 31. maj .
Cinemateket viser ’The Royal Tenenbaums’, ’Fantastic Mr. Fox’, ’Life Aquatic’ og ’The Grand Budapest Hotel’ i april og maj. Læs mere HER.