‘The Wonderful Story of Henry Sugar’: Wes Andersons Netflix-kortfilm ligner en forpasset chance
En lyndosis Wes Anderson lyder umiddelbart som et stykke luksuschokolade for sjælen.
‘The Wonderful Story of Henry Sugar’ er endda den første af i alt fire Roald Dahl-filmatiseringer, han skal lave for Netflix. Roald Dahl er den quirky forfatter, der har leveret forlæg til både ’Charlie and the Chocolate Factory’ og Wes Andersons egen ’The Fantastic Mr Fox’, så den afdøde brite og den produktive amerikanske instruktør er på mange måder et godt match.
Også mange af Wes Andersons tidligere film – fra ’The Grand Budapest Hotel’ (baseret på Stephan Zweigs romaner) til ’The Royal Tenenbaums’ (en del elementer er hentet fra David Foster Wallaces ’Infinite Jest’) – har stået i gæld til litteraturens verden, men inspirationen har altid været håndplukkende og løs.
’The Wonderful Story of Henry Sugar’ føles 1:1. I næsten fatal grad. Meget af kortfilmen føles som at få historien læst højt, som om en egentlig dramaturgisk bearbejdning og filmisk realisering af stoffet er blevet opgivet.
Det er historien om Henry Sugar, der opdager en teknik, som via omfattende meditation gør, at man opnår røntgensyn: Han vil først bruge denne superkraft til at tjene penge på casino, men han opdager efter den lange tid tilbragt med at meditere, at guld og mammon ikke længere siger ham det store.
Roald Dahls historie om at finde en mening med tilværelsen er sød og 1968’er-sympatisk nok, og her er som altid hos Wes Anderson dybt originale og excentriske greb.
Filmens lokationer bliver skiftet ud som origami-agtigt forfinede kulisser i et dukketeater: Kinesisk æske-konstruktionen (med historier inde i historien inde i historien …) er mere tydelig end i nærmest nogen anden film af Wes Anderson, og alt står snorlige og symmetrisk, så man forestiller sig linealen stående side om side med klaptræet.
Karaktererne er stakåndede, fordi de skal levere regibemærkningerne selv og samtidig redegøre for virkelig meget af historien i replikker, der virker som afskrift af bogen. Der bliver kastet utallige dvælende blikke direkte ind i kameraet fra de humørforladte hovedpersoner.
Dev Patel og Richard Ayoade er velcastede som lægerne, der udstationeret i Indien møder Imdad Khan (Ben Kingsley), som kan se sin omverden tydeligt, selv når hans hovedet er blevet bundet ind i bandager. Henry Sugar falder over deres optegnelser ved et tilfælde, og det ændrer hans livsrute.
Også Benedict Cumberbatch er god som Henry Sugar. Han kan sandsynligvis spille engelske dandyer i søvne og har et aristokratisk ansigt, der er velegnet til det bedagede stof. Der er også noget charmerende anakronistisk på færde, når fortælleren (Ralph Fiennes spiller en slags on-screen Roald Dahl i akademisk cardigan og sutsko) hævder, at man i denne verden kan se lapsede rigmænd uden mål og med i livet drive rundt som tang overalt.
Hvornår har det lige sidst været tilfældet i den verden, vi andre bor i? Nok ikke engang i 1977, da Roald Dahl udgav historien.
Her er så mange små raffinementer, krummelurer og kunstneriske valg, at man ikke kan afskrive legesygen og opfindsomheden til stede i næsten hver indstilling. Alligevel føler jeg ikke, jeg rigtigt har oplevet en filmatisering af Roald Dahls historie. Jeg har blot fået den læst højt på Netflix tilsat delikate visuals, dyr, smagfuld produktion og den franske hofkomponist Alexander Desplats musik.
Det er ofte udmattende og frustrerende med ordstrømmen, og det ligner en forpasset chance, da den forrygende ’Asterorid City’ lige har demonstreret, at Wes Andersons unikke muse langt fra er opbrugt.
Omvendt var det antologi-agtige format i ‘The French Dispatch’ fra 2021 mindre vellykket: Det var sværere for Wes Anderson rigtigt at puste liv og magi ind i dukkehusene, også i den række kortfilm.
Hvis de øvrige af Wes Andersons Netflix-kortfilm også blot bliver højtlæsning, tror jeg, jeg står af her ved første stop.
Kort sagt:
’The Wonderfuld Story of Henry Sugar’ får ikke Roald Dahls opbyggelige historie om at finde mening i tilværelsen til at synge. Det er mere som at høre nogen læse nodehæftet op i stedet for at høre musikken.