’The French Dispatch’: Denne gang er Wes Anderson altså for quirky i længden
At arbejde på et litterært magasin som The New Yorker, hvor man får lov at bruge flere uger på at researche en historie, skrive langt og kæle for de sproglige detaljer, er nok de fleste journalisters våde drøm.
Det er åbenbart også Wes Andersons. I hvert fald har instruktøren med ‘The French Dispatch’ skabt en næsten kvalmende nostalgisk og nuttet hyldest til den gode gammeldags kvalitetsbårne magasinjournalistik, der udfoldede sig på reklameglittede sider, inden internettet kom og vænnede os til breaking news og clickbait.
‘The French Dispatch’ er titlen på det The New Yorker-inspirerede amerikanske magasin med kontor i den fiktive franske by Ennui-sur-Blasé, der udgør filmens omdrejningspunkt. Filmen er snedigt bygget op som et magasinnummer og består af en nekrolog, en rejseklumme og tre featurehistorier, fortalt af magasinets rutinerede, kompromisløse og poetiske skribenter.
Der er altså tale om en antologifilm med selvstændige historier, hvis eneste røde tråd er kærligheden til det skrevne ord og skæve historier om menneskehedens forunderlighed, omsluttet af Wes Andersons distinkte, perfektionistiske stil.
Vi starter med nekrologen over magasinets grundlægger, Arthur Howitzer, Jr. (Billy Murray), som har et blødt punkt for sine skribenter, men ikke tillader gråd på sit kontor. Herefter giver Owen Wilsons cykelrejsejournalist en kort humoristisk rundvisning i byen, inden Tilda Swinton som excentrisk kunstskribent holder foredrag på baggrund af filmens første og mest engagerende featurehistorie, ‘The Concrete Masterpiece’.
Her spiller Benicio del Toro den mentalt forstyrrede morder Moses Rosenthaler, der under sin livstidsdom bliver opdaget som moderne kunstgeni af kunsthandleren Julien Cadazio (Adam Brody). Moses finder en usædvanlig muse i sin både strenge og motiverende fangevogter, Simone (Léa Seydoux), og deres forhold og Moses’ følsomme kunstneriske udvikling er både sjov og til tider ægte gribende.
Det samme kan man ikke sige om det mystificerende forhold mellem Timothée Chalamets studenterrevolutionsleder Zeffirelli B og Frances McDormands garvede reporter Lucinda Krementz, der kommer lovlig tæt på sin kilde under sin dækning af studenteroprøret i filmens anden historie. Udover at tage hans mødom omskriver hun også hans manifest. Historien er i momenter skæg, men også ufarlig og uvedkommende.
Det er karakteristisk apolitisk, at studenternes eneste fremlagte projekt er at få adgang til pigernes badeværelser.
I tredje historie genfortæller madskribenten Roebuck Wright (Jeffrey Wright) til en talkshowvært (Liev Schreiber) en kuriøs oplevelse, hvor en middag hos politichefen udvikler sig til et kidnapningsdrama. I et finurligt twist kommer en berømt kok til at spille en hovedrolle i redningsaktionen.
Wes Anderson er en mesterlig stilist, og ‘The French Dispatch’ er en kondensering af instruktørens kendetegn: Symmetriske billedkompositioner, minutiøst detaljeret og dejligt stofligt produktionsdesign og ironisk deadpan-skuespil fra så massivt, ligefrem distraherende, et opbud af Hollywood-stjerner, at man risikerer at gå glip af Christoph Waltz, Willem Dafoe og Saoirse Ronan, hvis man blinker.
Alle frames er så nøje komponeret, at man bliver helt udmattet af at få det hele med. Filmen skifter effektivt mellem sort-hvid og Andersons sædvanlige pastelfarver og smider også animerede sekvenser oven i hatten. Det er beundringsværdigt arbejde fra Anderson, hans faste fotograf Robert Yeoman og produktionsdesigner Adam Stockhausen, og dedikerede Wes Anderson-fans vil muligvis labbe herlighederne i sig.
Jeg fandt dog den ekstreme stilisering klaustrofobisk, og filmen har en puttenuttet dukkehusæstetik, der simpelthen bliver for quirky i længden.
Ikke mindst fordi historierne aldrig for alvor engagerer. Antologifilmens forbandelse er, at man sjældent når at føle tilknytning til karaktererne, før man er videre til næste historie – specielt når de som her mangler sammenhæng. Skønt filmen byder på flere pudsig-humoristiske inspirerede øjeblikke, er der en intellektuel distance til karaktererne, som matcher magasinets tone, men ikke fungerer som gribende filmfortælling.
Det ville klæde Anderson at løsne lidt op for de stramme kompositioner, genfinde noget hjerte og udforske greb, han ikke har brugt de sidste 25 år på at perfektionere.
Kort sagt:
Wes Anderson har i sin nostalgiske hyldest af intellektuel magasinjournalistik ganget alle sine stilistiske kendetegn med 10, men har til gengældt forsømt at fortælle en vedkommende historie.