Venedig Film Festival. Den senest uge har jeg rapporteret fra verdenspremieren på hyperventede film som Yorgos Lanthimos’ ’Poor Things’, Michael Manns ’Ferrari’, David Finchers ’The Killer’, Bradley Coopers ’Maestro’ og, naturligvis, Nikolaj Arcels danske ’Bastarden’.
Det er dog kun begyndelsen af listen over prominente instruktører, der har præsenteret deres nye film under den sydeuropæiske festival – ikke alle med lige stort held.
Her er den postkort-korte (postkorte …?) beretning fra første visning i verden på en række af de mest profilerede.
Stærkt underholdende: Richard Linklaters ‘Hit Man’
Manden bag ’Before’-trilogien og ’Boyhood’, Richard Linklater, laver stort set altid seværdige film, selv når han holder sig i den lette ende af spektret. Som i hans nye film baseret på en virkelig historie om skolelæreren Gary Johnson, der bliver specialist i at udgive sig for at være en lejemorder i politiets tjeneste, så de kan fælde lurvede mordbestillingstyper.
Den ellers uanseelige Johnson viser sig at besidde en særlig evne til at forvandle sig og bygge troværdige karakterer op, fra slimede østeuropæiske gangsters til den cool machomand Roy, i hvilken gestaltning han forelsker sig i en kvinde, han ellers skulle fælde.
Det er aldrig mindre end fornøjeligt at se ’Top Gun: Maverick’-skuespiller Glen Powell have en fest med de mange forvandlinger i historien, som Linklater bruger til at udforske, hvordan et flydende selv kan være nøglen til et lykkeligt liv. Den dramatiske del af filmen – forholdet mellem Gary/Roy og den smukke Madison – halter en smule, men underholdende er det fra start til slut.
Wes er Wes er…: Wes Andersons ’The Wonderful Story of Henry Sugar’
Jamen, Wes Anderson kan da ikke allerede være aktuel igen her så kort tid efter den fine ’Asteroid City’?
Jo, den texanske mester hviler ikke på laurbærrene, om end det kun er en kortfilm på 40 minutter, han denne gang præsenterer. Ikke fordi han har slækket på sin übergrundige formalisme i produktionsdesign og fortælleteknik af den grund. Når vi inden for de første tre-fem minutter har fået præsenteret en historie i en historie i en historie, tre deadpan-voiceovers og sirligt opstillede, kulørte tableauer, ved vi, at ’The Wonderful Story of Henry Sugar’ er akkurat så meget en Wes Anderson-film som alle hans længere bedrifter.
’The Wonderful Story of Henry Sugar’ er én af fire filmatiseringer af Roal Dahls noveller, som Anderson skal lave for Netflix, og den formidler loyalt historien om en mand, der opsøger en guru for at lære at se med lukkede øjne, så han kan snyde i kortspil.
Det er en sjov og finurlig fortælling, som Wes Anderson fortæller sjovt og finurligt med veloplagte præstationer fra Ralph Fiennes, Benedict Cumberbatch, Ben Kingsley og Dev Patel. Og hører man som jeg til dem, der efterhånden finder Wes Anderson en tand udmattende, klæder den korte spilletid faktisk hans æske-i-en-æske-stil her.
Sikke en stinker: Roman Polanskis ’The Palace’
Den kontroversielle instruktør bag mesterværker som ’Chinatown’ og ’Rosemary’s Baby’ holder med adskillige overgrebsanklager i bagagen produktiviteten højt i en alder af 90 år. ’The Palace’ kunne han dog godt have skånet os for.
Filmen er en satire over overklassen, der foregår på et fint hotel i de schweiziske alper, hvor en række excentriske gæster – fra en falleret pornostjerne til russiske gangstere til en storskrydende Trump-type skrækkeligt spillet af Mickey Rourke – tjekker ind for at holde nytårsaften ved årtusindskiftet.
Det er indimellem morsomt – ja, faktisk var flere i biografen ved sprutte af grin – men primært er det en ufatteligt plat omgang farce med morfarhumor og udmattende overspil. Har man set ’The White Lotus’, ’Triangle of Sadness’ eller Robert Altmans ’Gosford Park’, fremstår ’The Palace’ som det rene dilettanteri.
Højst besynderligt: Luc Bessons ’Dogman’
En anden overgrebsanklaget instruktør på årets Venedig-festival er franske Luc Besson (’Leon’, ’Det femte element’), som er tilbage med en kluntet film om en traumatiseret hundeglad hævner.
Plottet sættes i gang, da en mand klædt i drag anholdes efter en ulykke, og udreder sin dramatiske historie for en psykolog i kachotten.
I sin barndom blev han brutalt smidt ind i hundeburet af sin voldelige psykopatfar, så det er intet under, at han i dag er tættere knyttede til sine firbenede venner end menneskene omkring ham.
Han fortæller om de forbløffende ting, han har udrettet med sine hunde – heriblandt et opgør med en gangsterboss – og historien stikker mere og mere af for at blive halv genrefilm, halvt karakterstudie.
Besson mangler greb om tonen i filmen, men i det mindste holdes man fast af en intens præstation af altid fascinerende Caleb Landry Jones i hovedrollen.
En værdig afskedssalut: William Friedkins ’The Caine Mutiny Court-Martial’
Manden bag film som ’The French Connection’ og ‘Eksorcisten’, William Friedkin, gik bort i august, og der har derfor været særlig interesse for hans filmiske svanesang, ’The Caine Mutiny Court-Martial’.
Filmen er et stramt, rendyrket retssalsdrama (vi forlader først retssalen de sidste par minutter) baseret på et teaterstykke baseret på en bog, der er filmatiseret flere gange før.
Historien er interessant:
Under en storm har løjtnant Maryk (Jake Lacy) overtaget kommandoen på skibet The Caine fra kaptajnen Queeg (Kiefer Sutherland), som ifølge Maryk havde vist tegn på psykisk ustabilitet. Maryk står nu tiltalt for mytteri, men spørgsmålet er, om han var i sin gode ret til at underminere den erfarne og dominerende kaptajn. En anden løjtnant, Barney Greenwald, påtager sig modvilligt opgaven at forsvare ham i retten.
Filmen har unægtelig et præg af tv-spil over sig, og »You can’t handle the truth«-klicheerne ulmer, men sagen tager overraskende drejninger undervejs og rejser spændende dilemmaer om generationsforskelle, loyalitet og patriotisme. Intet er sort-hvidt i Friedkins udmærkede afskedsbrev.
Poetisk slowburn: Ryusuke Hamaguchis ‘Evil Does Not Exist’
Ryusuke Hamaguchi vækker muligvis ikke helt så mange klokker som instruktørnavnene ovenfor, men det burde det. Han er nemlig manden bag ’Drive My Car’, der samme år med ’Japanske fortællinger’ slog fast, at den fire timer lange Oscar-sensation ikke var et enkeltstående lykketræf.
Hans nye film, ’Evil Does Not Exist’, er utvivlsomt et mindre værk sammenlignet med især ’Drive My Car’, men den er også nærmest bedragerisk simpel i sit tålmodige fortælletempo og med sin enkle fortælling.
Vi følger manden Takumi, der lever et stille liv med sin datter i en lille landsby i et smukt bjerg- og skovområde. En dag kommer to repræsentanter fra en større virksomhed til byen for at fortælle om deres planer om at bygge en attraktiv glamping-plads i området. Et projekt, de lokale mener vil forurene vandet og true deres fredsommelige natur.
I Hollywood-hænder ville vi godt vide, hvordan sådan en historie typisk ville udspille sig, men Hamaguchi fortæller med sin egen japanske logik og menneskeliggør særligt repræsentanterne fra corporate-verdenen på en måde, der er svært at stå for.
Samtidig bygger filmen op mod en poetisk og dramatisk slutning, der deler vandene her i Venedig, men som minimum sender én ud af biografen med noget at tænke over og tolke på.
Fin og lavmælt filmkunst.