Erika de Casier feat. They Hate Change ‘Ice’
Dansk r’n’b har sjældent så klart internationalt format, som når det kommer fra Erika de Casier, der da også er signet på det britiske pladeselskab 4AD. 21. februar udgiver hun sit tredje album, ‘Still’.
‘Ice’ er hendes seneste singleudspil derfra, og lige fra den dejligt fyldige basgang starter, er det tydeligt, at sangen kommer til at ose af kølig overlegenhed. Den attitude er på sin plads, for ‘Ice’ er et tell-off til en flirt, der har det med at ghoste.
Historien bliver dog fortalt fra begge parter – og i rollen som on/off-flirten finder vi den amerikanske rapduo They Hate Change. Deres eksperimenterende hiphop har haft stor medvind siden 2022, hvor de udgav albummet ‘Finally, New’ og i øvrigt optrådte på årets Roskilde Festival, hvor de Casier også spillede. Mon det var der, de kom i kontakt med hinanden?
På ‘Ice’ sætter They Hate Change eksperimentalrappen til side for et tilbagelænet 90’er-flow. Det giver mindelser om Warren G eller Snoop Dogg, da de var på toppen. Når ‘Still’ udkommer senere på måneden, kan vi glæde os til flere internationale gæstestjerner, da både Blood Orange og Shygirl kigger forbi.
Caroline Polachek feat. Weyes Blood ‘Butterfly Net’
Kan man forbedre en sang fra sidste års bedste album? Ja, det kan man faktisk. Den oprindelige ‘Butterfly Net’ er vidunderlig som en del af en større tracklist, men denne lidt længere singleudgave giver nummeret mere plads til at ånde – og så er tilføjelsen af Weyes Bloods stemme bare vidunderlig.
Mas ‘U-vending’
Den danske rapper Mas er endnu en kunstner, der imponerede med et album i 2023, men som fortsætter stærkt her i 2024. ‘U-vending’ cementerer ham atter som et bindeled mellem oldschool lyrisk hiphop (der bliver scratchet!) og mere moderne storbyskildring efter Ukendt Kunstner-arven.
Maggie Rogers ‘Don’t Forget Me’
Maggie Rogers har aldrig lagt skjul på sin kærlighed til countrymusik, men alligevel har hun altid fokuseret på poppen. Det tyder dog på, at hun går country-vejen, når albummet ‘Don’t Forget Me’ udkommer 12. april. Titelnummeret har i hvert fald en dejligt varm country-lyd.
Evil House Party ‘Sharks’
Emma Acs og den tidligere Communions-guitarist Jacob Formann har godt gang i deres fælles electropopprojekt Evil House Party. Den hæsblæsende drum’n’bass-banger ‘Sharks’ er anden single fra deres kommende debutalbum, som antageligvis udkommer i løbet af 2024.
Little Simz ‘Mood Swings’
UK-rapperen Little Simz er kendt for lyriske selvdissektioner som ‘Sometimes I Might Be Introvert’ og ‘No Thank You’. Men hendes ep ‘Drop 7’, der udkom denne uge, er mere orienteret omkring pulserende klubrap, og surprise, surprise: Det er hun også ufatteligt dygtig til. Hør blot bangeren ‘Mood Swings’ derfra.
Kacey Musgraves ‘Deeper Well’
‘Deeper Well’? Er det ikke en sang af countrylegenden Emmylou Harris?
Jo. Og Kacey Musgraves kan så afgjort sin country-historie, så hun bruger Harris’ søgen efter en dybere mening til at kontekstualisere hendes egen oplevelse med at lægge cannabis fra sig på denne vidunderligt afslappende sang af samme navn. Det er de første toner fra et album – også betitlet ‘Deeper Well’ – der lander 15. marts.
Brimheim ‘Normies’
Et af årets mest imødesete danske album må være Brimheims albumtoer ‘Ratking’, der lander 22. marts. Singlen ‘Normies’ balancerer mellem sød kærlighedssang og creepy stalkerfortælling – og så har den en ud-af-det-blå dejligt støjende guitarsolo, der gør sidstnævnte tolkning markant mere plausibel.
Blikfang ‘Carpe Diem’
Blikfang har hidtil været udgjort af sangeren Søren Gade og Fraads-produceren David Engelbrecht. Fra nu af er Engelbrecht dog kun én af mange producere, Gade har i sinde at lave Blikfang-sange med. Atusji står bag den mere lo-fi-lænende lyd på ‘Carpe Diem’, der klæder Gades quirkyness.
Mannequin Pussy ‘Nothing Like’
Vi afslutter listen med ugens bedste rocksang. I visse hjørner har Mannequin Pussys ‘Nothing Like’ især vakt opsigt (og modstand) for brugen af AI i musikvideoen, men når der er skramlende garagerockguitarer og længselsfulde skrig på menuen, er sangen altså også rigtig meget værd i egen ret.
Følg vores ugentligt opdaterede Top Tracks-playliste på Spotify:
Mangler du mere ny musik? Så gå på opdagelse i sidste uges Top Tracks.